Mød Daniel Simonsen, AC fuldmægtig

Jeg udvikler fremtidens sundhedstilbud

Mit job er grundlæggende at sørge for, at der er lægedækning til alle regionens borgere. Altså, at de bliver tilmeldt en praktiserende læge, som ikke ligger for langt fra deres bopæl. Det er en stort set umulig opgave, men vi får det til at lykkes hver dag, både gennem forhandlinger med lægernes organisationer og politikudvikling med regionens politikere.

Det er et job med en god kombination af drift og udvikling. Jeg kan både gå helt nede i sagerne og op på det strategiske niveau. Det synes jeg er rigtig spændende. Det, og så at jeg kan påvirke et område, som er i rivende udvikling. Siden 2007 er der sket rigtigt meget. Vi har været med til at sætte agendaen og har været ’first movers’ på en række områder. Regionens værdi om dristighed lever i bedste velgående.

Vi samarbejder uden at glemme borgerne

I vores sundhedsvæsen er der mange følelser involveret – og meget politik. Vi laver beslutningsoplæg til politikkerne, så de fx kan prioritere, hvilke byer der skal have en praktiserende læge. Det er jo ikke sikkert, at de kan leve med, at der bare skal være en læge inden for 15 km., som loven kræver.

Selvom vi ikke er i direkte kontakt med borgerne, betyder de rigtigt meget for os. Når vi forhandler med lægerne og laver løsninger, fokuserer vi meget på, at det skal være de rigtige løsninger for borgerne. Og jeg kan godt blive rigtig stolt, når vi lykkes med at få enderne til at nå sammen.

Når telefonen er stille, betyder det, at jeg har gjort mit job godt. For hånden på hjertet bliver det jo nok aldrig sådan, at borgerne ringer og siger tak. Når vi løser opgaverne ordentligt, opdager de slet ikke, at der har været et problem under opsejling.

Daniel Simonsen

AC-fuldmægtig

Mød flere faglige profiler

 

Se ledige job. Find dit næste job her.