Forskning og omsorg. Det er mit job. Elisabeth Tehrani, overlæge.

Uden forskning kommer vi ingen vegne

Jeg synes, at psykiatri er det mest spændende lægefag, og tilgangen til det her på afdelingen passer mig perfekt. Mine kolleger er fagligt dygtige, og de går virkelig højt op i deres arbejde. Og så kan jeg godt lide det tværfaglige miljø. Det er vigtigt at have forskellige specialer i spil, så vi ser tingene fra forskellige vinkler. Det er spændende, og det gør udredningen og behandlingen bedre.

Jeg har fået lov til at sætte mit eget præg på mine opgaver inden for de rammer, som der er. Fx superviserer og underviser jeg yngre læger og medicinstuderende. For det betyder meget for mig, at mine kolleger får en god oplæring, når de er nye i jobbet.

Her har vi professorer og et miljø, der ser positivt på forskning på alle mulige niveauer. Man kan fx lave et mindre projekt eller en ph.d., som jeg har gjort. Eller man kan blive en del af et igangværende projekt. Det synes jeg er vigtigt. For uden forskning kommer vi ingen vegne.

Omsorg er udgangspunktet

At forbedre patientens livskvalitet er det, vi jagter allermest. At man kan fungere i sin tilværelse. Noget af det bedste ved mit arbejde er, når jeg føler, jeg hjælper et medmenneske i stor lidelse. Når man er syg, har man brug for, at der er nogen, der drager omsorg for en.

Det at få en meget dårlig patient ind, berolige patienten og de pårørende om, at der er hjælp at hente, og så hjælpe dem tilbage til livet og en høj livskvalitet – det er meget tilfredsstillende. Vi drager også omsorg for hinanden som kolleger og snakker med hinanden, hvis der er brug for det.

 

Elisabeth Tehrani

Overlæge og ph.d.

Mød flere faglige profiler

 

Se ledige job. Find dit næste job her.