round corners
Abonner på nyheder

Akupunktur ved fødsler nedsætter behovet for traditionel smertelindring


Der sås en tendens til, at fødsler med akupunktur foregik mere normalt og spontant.

En randomiseret undersøgelse, udført på Århus Universitetshospital, Skejby, viser at akupunktur anvendt som smertelindring under fødslen nedsætter behovet for traditionel smertelindring signifikant.

I undersøgelsen blev sammenlignelige grupper af fødende behandlet med enten akupunktur, TENS (Transkutan elektrisk nervestimulation) eller traditionel smertelindring som lattergas, petidin, epiduralblokade eller steriltvandspabler.

Akupunktur påvirkede ikke fødslens varighed eller brugen af vestimulerende medicin. Der sås en tendens til, at fødsler med akupunktur foregik mere normalt og spontant. I forhold til den konventionelle smertelindring gav akupunktur færrest bivirkninger. Smerteintensiteten var ens i de tre grupper gennem fødslen.

Med 607 deltagere er det den største publicerede, randomiserede undersøgelse af akupunkturs effekt på fødselssmerter. Undersøgelsen konkluderer, at akupunktur er et godt supplement til de eksisterende smertelindringsmetoder, idet det nedsætter brugen af traditionel smertelindring under fødslen uden at påvirke fødselsforløbet eller børnenes velbefindende.

Resultaterne er publiceret i følgende orginalartikel: Acupuncture as pain relief during delivery: a randomized controlled trial. Borup L, Wurlitzer W, Hedegaard M, Kesmodel US, Hvidman L. Birth. 2009 Mar;36(1):5-12.

Flere oplysninger
Jordemoder Lissa Borup, tlf. 8949 6619


opdateret: 18-03-2009

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 04-05-2010

Region Midtjylland

Skottenborg 26
8800 Viborg
E-mail
Tlf.  8728 5000

Åbningstider
08.00 - 15.30
08.00 - 15.00 (fredag)

round corners
¨