Forfatterne og deres steder

Ud fra blandt andet hensynet til geografisk spredning inden for regionen er der ud fra en "bruttoliste" med næsten 200 forfattere udvalgt 19 skønlitterære forfattere. De præsenteres herunder i alfabetisk rækkefølge. I parentes stednavnet, som forfatterne er blevet bedt om at tage afsæt i.
Peter Boe (Ringkøbing)
Peter Boe Christensen er født i Ringkøbing i 1977 og er cand.mag. i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Han arbejder på et større dansk reklamebureau. Han har skrevet en række artikler og kronikker, blandt andet for Weekendavisen, inden han i 2006 debuterede som romanforfatter med spændingsromanen "Martyr". Om den skrev weekendavisen: "Sindssygt velskrevet. Heftigt sprog, elegant formidlet viden, slebne pointer – super!" I 2008 udkom antologien "Religionskritik" efter idé og med redaktion af Peter Boe og bidrag fra blandt andre Jan Lindhardt, Birthe Hansen og Lars-Henrik Schmidt.
Nis Boesdal (Hadsten)
Født 1948 i Århus. Han er dansk forfatter og journalist. Han virker desuden som vært på "Formiddag med Nis Boesdal". Som forfatter har Nis Boesdal for længst rundet de første halvthundrede bøger spændende fra digtsamlinger og teater over børnebøger til historiske fortællinger. Den røde tråd i karrieren er ordet "Danmark", både i bøgerne og i DR-regi. Fortællingerne, programmerne og foredragene er præget af stor, men også kritisk kærlighed til Danmark.
Ole Dalgaard / Oscar K (Horsens)
Oscar K – alias Ole Dalgaard – er født i 1950 og student fra Horsens Statsskole. Debuterede i 1970 med digtsamlingen "By, du min elskede" (Gyldendal) og har siden udgivet romaner, skuespil og børne- og ungdomsbøger, bl.a. "Gazellernes Sø" (Gyldendal), "Rejsende i Litteratur" og "Vejen til Vemb" (Rævens sorte Bibliotek). Seneste udgivelse er børnebogen "Da Røvlund købte en enarmet tyveknægt i Den Blå Avis, og Simba fik vand i hovedet" (Dansklærerforeningen, 2008).
Trisse Gejl (Århus)
Født 1968 og opvokset i Århus med tre brødre og vestjyske aner. Student fra Marselisborg Gymnasium. Rejste i tre år (1986-89) i Europa, Indien og Nepal. Bosat en tid i Londons bz-miljø, hvor debutromanen "Hvor mælkebøtter gror" fra 1995 udspiller sig. Hun er kendt for sit sprog med over- og undertoner og hemmeligheder mellem linierne samt for sin fine brug af gamle ord i nye sammenhænge. I 2006 udgav hun romanen 'Partriarken', der blev nomineret til flere priser, og i september 2008 udkommer hendes syvende roman 'Skjul' (Peoples Press).
Niels Hav (Lemvig)
Født i Gudum ved Lemvig 1949. Opvokset i Asp, ung i Harboøre og Rønde. Opvæksten i Vestjylland var præget af lyset over markerne, sol og regn. I hjemmet blev der læst op af "Biblen" og "Brødremenighedens kalender". I dag bor han i København, men rejser ofte i Europa og Asien samt Nord- og Sydamerika. Han debuterede i 1981 med novellesamlingen "Afmægtighed forbudt". Hans digte og noveller er oversat til bl.a. engelsk, spansk, tyrkisk og italiensk. Seneste udgivelser er digtsamlingen Grundstof (Gyldendal 2004) og We Are Here (Book Thug, Toronto 2006)
Lone Hørslev (Mejdal ved Holstebro)
Født 1974 i Køge og er vokset op i Mejdal udenfor Holstebro. Hun debuterede i 2001 med digtsamlingen "Tak". Ud over lyrik har Lone Hørslev udgivet romanen "Fjerne galakser er kedelige" (2005) og medvirket til adskillige crossover-kunstprojekter såsom det musikalske "Mouritz/Hørslev Projektet". Senest har den meget anmelderroste forfatter udgivet digtsamlingen "Lige mig" (2007). Motiverne i hendes univers er ofte hentet fra en simpel virkelighed, og moderne stereotyper og klicheer tages under kærlig behandling. Med hendes humoristiske blik og sproglige præcision bliver selv kedelige hverdagssituationer finurlige, forunderlige og fantastisk interessante.
Hans Otto Jørgensen (Skive)
Født 1954 i Vile i Salling og er landbrugsuddannet. Han har siden 2002 været rektor for Forfatterskolen. Han debuterede i 1989 med romanen "Tårnet". Han har skrevet romaner, novellesamlinger, kortprosasamlinger, hørespil og digte. Jørgensens forfatterskab forfølger forskellige spor. Anmelderne har skændtes langt mere om romanerne end novellerne, som stort set alle har været enige om at berømme som noget af det fineste i nyere dansk litteratur. 28. januar 2008 modtog Hans Otto Jørgensen Kritikerprisen for romanen "Med plads til hundrede køer". Seneste udgivelse er romanen Hestenes Øjne (Gyldendal 2008).
Niels Krause-Kjær (Skanderborg)
Født 1963 og opvokset på landet ved Hovedgård mellem Horsens og Skanderborg. Allerede som barn vidste han, at han ville være journalist. Det blev han i 1990, hvor han frem til 1997 var ansat på Jyllands-Posten – primært arbejdende på avisens søndagsredaktion. 1997-98 var han pressechef for den konservative folketingsgruppe. Han har bl.a. skrevet romanerne "Kongekabale" og "Tilskueren". Niels Krause-Kjær er i dag vært på det ugentlige radioprogram "Krause på Tværs" på DR P1, kommentator på Berlingske Tidende og gæst i DR2-programmet "Jersild og Spin". Seneste udgivelse er romanen Tilskueren (Gyldendal, 2004)
Anita Lillevang (Hedensted)
Født 1959 i Ketting i Nordsjælland. Uddannet journalist i 1986 med speciale i informationsjournalistik. Ansættelser hos bl.a. Århus Stiftstidende, De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger, Fyns Amt og Landdistrikternes Fællesråd. Freelance 1994–98 og igen fra 1. januar 2003. Hun boede i en årrække i landsbyen Gl. Sole ved Hedensted. "40'ernes amerikanske hard-core-detektiver har fået en ny dansk kollega", lød det fra anmelderside. Anita Lillevang ejer en fin evne til at lave gode personskildringer. Alene derfor bør man læse "Vreden og varmen", som i øvrigt er en uafhængig fortsættelse af Anita Lillevangs debut "Trappen og tågen", der udkom 2007.
Svend Åge Madsen (Århus)
Svend Åge Madsen er født 1939, opvokset og lever i Århus. Allerede i skolen havde forfatteren flair for matematik, og han valgte den matematiske linie på Marselisborg Gymnasium, hvorfra han blev student i 1958. Forfatteren har studeret matematik, fysik, kemi og astronomi på Århus Universitet. Svend Åge Madsen regnes i dag for en af dansk litteraturs store forfattere. Hans bøger er oversat til flere sprog. Det er blevet til mere end 25 bøger, hvoraf de fleste er romaner og noveller for voksne, men der er også essays, børne- og ungdomsbøger imellem. Dertil kommer en række dramaer for teater, radio og tv. Svend Åge Madsen har eksperimenteret med romanen som form og har opfundet sin egen romangenre: uromanen. Som så mange andre forfattere med debut i 1960'erne er han i første omgang optaget af at undersøge sproget både som middel til kommunikation og som et medium i sig selv. Seneste udgivelse er novellesamlingen Manden der opdagede at han ikke eksisterede (Gyldendal, 2007).
Henning Mortensen (Odder)
Født 1939 i Esbjerg. Barndomsbyer: Herning og Horsens. Student fra Horsens Statsskole, læreruddannelse, litteraturstudier på Århus Universitet. Lærer i 10 år på Frydenlundskolen i Århus. Utallige rejser i Europa og Mellemøsten, medlem af Masada-ekspeditionen ved Dødehavet, 1963. Han debuterede i 1966 med digtsamlingen "Det kan komme over én." Forfatterskabet tæller i dag både romaner, noveller, dramatik, hørespil, børnebøger, krimier og digte. I sen-60'erne og 70'erne blev Mortensen en vigtig figur i dansk litteratur som initiativtager til undergrundsforlaget Jorinde & Joringel og siden leder af forfatterforlaget Arena. Mortensen blev aktuel igen med sin ambitiøse prosasatsning i 90'erne: den stort anlagte 10-bindsserie om drengen Ib fra Horsens. Seneste udgivelse er romanen Rita Korsika (Gyldendal, 2007)
Erwin Neutzsky-Wulff (Havndal ved Randers)
Født i 1949 og er en dansk science fiction- og gyserforfatter. Han debuterede i 1971 med "Dialog om det 21. århundredes to vigtigste verdenssystemer". Kritikeren Erland Munch-Petersen har kaldt romanen "Den 33. marts" "et af de mest konsekvente eksperimenter med romanen i nyere dansk litteratur". Han er en meget produktiv og alsidig forfatter. For mange er han kendt som ekspert i okkultisme - et emne, han har behandlet i sine store bøger "Okkultisme" (1985) og "Magi" (1986) og i romanen "Indsigtens sted" (1980). I en årrække havde Neutzsky-Wulff stor succes som forfatter af populære computerbøger. Men først og fremmest er Erwin Neutzsky-Wulff skønlitterær forfatter; den eneste danske forfatter, som helt har helliget sig science fiction-romaner som genre.
Rasmus Nikolajsen (Grenå)
Født 1977. Har udgivet tre digtsamlinger: "digte om lidt" (2000), "sølvKANIN" (2001) og "Frihed og sex på rejsen" (2003). Han har efterhånden markeret sig som én af Danmarks p.t. mest lovende digtere. Nikolajsens digte er præget af en finurlig, sprogspillende stil, der måske på nogen kan virke overfladisk, men som tillige har begejstret flere anmeldere.
Dorthe Nors (Herning)
Født i Herning i 1970, og voksede op i en kreativ bybonde-familie i Sinding sogn nordvest for Herning. Skrev digte, historier og små dramaer gennem børne- og teenageårene, tog HF i Herning og flyttede siden til Århus for at studere nordisk litteratur og kunsthistorie. Hun debuterede med romanen "Soul" i 2001. Siden er romanerne "Stormesteren" og den kritikerroste roman om provinspigen "Ann Lie" udkommet. I efteråret 2008 udkommer novellesamlingen ”Kantslag” med korte, kontante (og kantede) noveller fra Vestjylland, Valby og New York.
Dorthe Nors bor i dag i København og arbejder ved siden af forfatterskabet som freelance-skribent, underviser og oversætter.
Inge Pedersen (Lemvig)
Født 1936 i Brønderslev. I.P. var ansat som lektor ved Nørre Nissum Seminarium 1961-95. Debuterede med digtsamlingen "LEVE MED KULDEN" (1982) og har med årene koncentreret sig mere og mere om at finde balancepunkter mellem poesi og prosa. Har siden debuten udgivet 4 digtsamlinger, 2 novellesamlinger og 3 romaner, heraf senest "OG HALSEN AF EN SVANE" (2006), som tildeltes Aksel Sandemose Prisen 2008, og om hvilken Lars Bukdahl skrev: "... er ikke bare en smuk erindringsroman, men også en skarp kunstnerroman. Der er en stor, lige præcis poetisk retfærdighed i, at I.P. iført sit yngre, storøjede og renhjertede alter egos ham brænder så stærkt og klart igennem, at det ligner et veritabelt gennembrud, i al lynende beskedenhed".
Thomas Qvortrup (Viborg)
Født 1968. Uddannet journalist og har arbejdet både på Danmarks Radio, Aktuelt og Berlingske Tidende. Han debuterede i 2002 med den roste "Tæt på paradis" (Gyldendal) – en skildring af tre unge australieres frivillige eksil på en strand i Thailand. Denne bog indbragte ham titlen som Årets nye bognavn samme år og året efter fulgte Debutantprisen fra Det Danske Kriminalakademi. Seneste udgivelse er romanen Delvecchios dom (Gyldendal 2005)
Vagn Remme (Holstebro)
Kritikeren Lars Bukdahl gav ham i forbindelse med udgivelsen af "Øresundsvej" følgende skudsmål i Weekendavisen: "Vagn Remme (f. 1971) er et prosatalent af en menneskeklog jord- og stenbrobunden art, som man simpelthen ikke troede, de lavede længere." Og siden debuten i 2003 er det blevet til fem bøger: en digtsamling, en novellesamling, en eksperimenterende roman, en meget kort roman og så en bog, der ikke kan kategoriseres efter de traditionelle genrebetegnelser. Den hedder "Turneringen" og består af resultater og stillinger fra fodboldens Verdensligas 2. division.
Mikkel Wallentin (Brande/Ikast)
Født 1973 i Nuuk, Grønland, som den mellemste af tre brødre; opvokset i Brande; student 1992 fra Ikast Gymnasium; 2002 cand. mag. i dramaturgi og kognitiv semiotik fra Aarhus Universitet; 2006 Ph.d. med afhandlingen "Neural processering af sætninger med rumlig betydning". Ansat som forsker ved Aarhus Sygehus. Mikkel Wallentin har bl.a. skrevet tre romaner: "En ræv af guds nåde" (2005), "Rævegraven" (2003) og "En ræv bag øret" (2001).
Søren Würtz (Silkeborg)
Født 1966 og opvokset i Silkeborg. Student fra Silkeborg Amtsgymnasium, 1985. Jurist i 1994. Han debuterede i 1998 med voksenromanen "Løbetid". Senere kom voksenromanerne "Det åbne vindue" og "Antik". I 2004 udkom ungdomsromanen "Tour de Teodor", som snart (formentlig til efteråret) får en efterfølger; også med Teodor som hovedperson.
Sidst redigeret
06-08-2008

