Nu er der styr på, hvor vi i de kommende 12 år kan hente sand, grus og sten til byggeri og veje i Midtjylland. Og det er ifølge den netop vedtagne Råstofplan 2016 stort set fra de steder, hvor vi henter råstofferne i dag.

 

Det midtjyske regionsråd vedtog onsdag en råstofplan, der rækker 12 år frem i tiden. Den indeholder ganske vist 23 nye graveområder, men de ligger allesammen lige op ad nuværende graveområder.

Siden det første debatoplæg til en ny midtjysk råstofplan kom på bordet for to og et halvt år siden, har mange borgere, virksomheder, lodsejere, kommuner og interesseorganisationer bidraget med forslag eller protester, og Regionsrådet for Region Midtjylland har således haft en omfattende opgave i at udarbejde en plan, der tager hensyn til råstofbranchens behov for råstoffer, naturens ve og vel samt borgere, der kunne blive berørt af en ny grusgrav.

Østjysk smalhals

"Jeg synes, at vi har haft nogle rigtig frugtbare møder med de berørte parter og er kommet godt i mål med råstofplanen", siger Poul Erik Christensen, formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling.
"Men i udvalget er vi samtidig bekymrede i forhold til forsyningerne i Østjylland – nærmere bestemt langs det østjyske motorvejsbånd. Der kommer vi til at mangle, så det er en opgave til den næste revision af råstofplanen. Vi skal i gang med at kortlægge yderligere forekomster af råstoffer og regne på, hvordan vi med mindst mulig kørsel og mindst mulig miljøbelastning kan få råstofferne frem til der, hvor de skal bruges", siger Poul Erik Christensen.

Statsskovene en løsning

Han tilføjer, at udvalget gerne ville have inddraget nogle af de statsejede skovarealer i råstofplanen for at sikre forsyningerne, men det satte Natur-, Miljø- og Fødevareministeriet en stopper for.
"Det er et demokratisk problem, når ministeren nærmest pr. automatik siger nej – uden at det er sagligt begrundet i miljøhensyn. Dermed skal kun de private lodsejere vise det nødvendige samfundssind, mens staten går fri", siger Poul Erik Christensen.

En mindre plan

Trods mange forslag fra lodsejere om at få lov at indvinde sten, sand og grus på netop deres jorder er Råstofplan 2016 blevet en smule arealmæssigt reduceret.
13 graveområder og 15 såkaldte interesseområder er således fjernet i forhold til den gældende plan. Der er tale om en reduktion på to procent, og den nye plan dækker arealer på i alt godt 14.000 hektar.

Klagefrist

Råstofplan 2016 træder i kraft med det samme – dog betinget af, at den aktuelle sidste høringsperiode ikke giver anledning til ændringer af planen. Der er nemlig indtil 17. november 2016 mulighed for at gøre indsigelser vedrørende retlige forhold i planen. Dette skal ske til Natur- og Miljøklagenævnet.

www.raastofplan-midt.rm.dk kan du se Råstofplan 2016 og dens kort over de områder, der er udpeget som egnede til fremtidig råstofindvinding.


Billedtekst: Den tidligere råstofgrav ved Vinkel i Skive Kommune er i Råstofplan 2016 ikke længere et muligt graveområde. Nu er den retableret som naturområde til gavn for planter, dyreliv og naturglade borgere.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen

 

Flere oplysninger

Lars Kristiansen, råstofgeolog, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 7841 1893 / 2963 0511

Lars G. Ernst, råstofgeolog, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 7841 1940


FAKTA
om råstoffer
Råstofplan 2016 for Region Midtjylland fastlægger dels de 167
råstofgraveområder, hvor der kan gives tilladelse til
råstofindvinding, dels de 25 råstofinteresseområder, hvor Region Midtjylland i løbet af de kommende år vil kortlægge og undersøge for mulige brugbare råstoffer.
Planen rækker 12 år frem i tiden, men skal revideres og godkendes politisk hvert fjerde år.
Cirka en tredjedel af samtlige råstoffer på landjorden i Danmark bliver indvundet inden for Region Midtjyllands område. Det svarer til cirka 9 mio. kubikmeter.
De primære råstoffer i Region Midtjylland er sand, sten og grus, men råstofplanen styrer samtidig fremtidens udvinding af ler, moler, plastisk ler, tørv og kalk.