30.05.07: 28.000 grundejere er omfattet af Region Midtjyllands arbejde på jordforureningsområdet for at gøre jordforurening til mindst mulig ulempe for borgerne. Arbejdet med forurenet jord er en stor og kompleks opgave. Regionsrådet har derfor nedsat særligt udvalg for jordforurening.

28.000 grundejere er omfattet af Region Midtjyllands arbejde på jordforureningsområdet for at gøre jordforurening til mindst mulig ulempe for borgerne. Arbejdet med forurenet jord er en stor og kompleks opgave. Regionsrådet har derfor nedsat et særligt udvalg for jordforurening.

Udvalget for jordforurening er nedsat for at hjælpe med at prioritere mellem alle de vigtige opgaver, som skal løses på jordforureningsområdet.

På det første møde den 29. maj 2007 fik udvalget en generel orientering om problemstillingerne.
Administration af forurenet jord er efter kommunalreformen delt mellem kommune og region. Kommunen er blandt ansvarlig for bortskaffelse af forurenet jord og sagsbehandling i forbindelse med byggesager på forurenet jord. Regionen kortlægger mulige forureninger efter f.eks. tankstationer, kemiske virksomheder eller andre erhverv, og det er også regionen, der står for at undersøge og oprense forurenet jord. Det overordnede formål med arbejdet er at sikre rent drikkevand og menneskers sundhed i boliger, børneinstitutioner og på offentlige legepladser.

Store problemstillinger
Udvalget for jordforurening kommer til at forholde sig til en række store spørgsmål, som blandt andet handler om at prioritere indsatsen på området. Nogle af de spørgsmål, som udvalget skal tage stilling til er:

• Er det vigtigst at blive hurtig færdig med kortlægning af muligt forurenede grunde, så usikkerhed for grundejere og boligkøbere minimeres?

• Hvad er vigtigst – rent drikkevand, et godt indeklima i boliger eller at børn beskyttes mod kontakt med forurenet jord?

• Hvad med de store jordforureninger som den ved høfde 42 ved Thyborøn, der koster over 10 mio. kroner. Hvordan skal der blive råd til dem?


– Nu har vi fået en generel orientering om jordforureningsområdet, og i udvalget synes vi det bliver spændende at diskutere prioriteringerne på området. Vi lægger stor vægt på, at borgerne i regionen, som kommer i kontakt med jordforureningsområdet, får en god service og en åben og forståelig information, udtaler udvalgsformand Harry Jensen (V).

Åbenhed og information:
• Regionen offentliggør alle data i en database på Internettet i 2007.
• Reglerne for forurenet jord er indviklede, derfor arbejder regionen med kommunikation, så misforståelser undgås.
• Regionen giver gode råd om jordforurening - telefonisk og via hjemmesiden.

Service:
• Regionen undersøger kortlagte boliggrunde, så hurtigt som muligt, hvis grundejer ønsker det.
• Regionen nuancerer forureningens betydning for boliggrunde, hvis grundejere ønsker det.

Fakta


I alt kommer Region Midtjylland i kontakt med over 28.000 borgere. Regionen sender i løbet af 2007 brev til ca. 16.000 grundejere, om at oplysninger om deres ejendom offentliggøres på internettet.