Det Nye Universitetshospital i Aarhus

Mandag den 4. juni begynder en gravemaskine fra Moesgaard Museum med en tre meter bred skovl at undersøge jordlagene under det kommende Nye Universitetshospital i Århus for vigtige fortidsminder.

Gravearbejdet bliver indviet ved en lille reception, hvor regionsrådsformand Bent Hansen (S) vil holde en tale for at markere den første gravemaskines indtog på den kommende byggeplads.

Repræsentanter for Det Nye Universitetshospital vil også være med til at fejre begivenheden.

- Gravearbejdet er om ikke det første spadestik – så en vigtig, indledende øvelse til det kommende byggeri, fortæller projektchef for Det Nye Universitetshospital, Morten Weise Olesen.

Viser det sig, at arkæologerne fra Moesgaard Museum finder væsentlige hilsner fra fortiden, skal de først være færdige med deres undersøgelser af området, før det egentlige byggearbejde kan gå i gang.

Og det er endog meget sandsynligt, at området gemmer på interessante fund, fortæller overinspektør, dr. Phil. Niels Andersen fra Moesgaard. I områderne omkring den fremtidige byggeplads er der allerede fundet flere bopladser fra forhistorisk tid. Eksempelvis har der ligget flere jernalderlandsbyer øst for Århus Universitetshospital, Skejby.

Indvielsen af det arkæologiske arbejde finder sted tæt ved helikopterlandingspladsen i den nordlige ende af det nuværende Århus Universitetshospital, Skejbykl. 10 – 12

Der er p-pladser ved hospitalets nordlige ende. Se luftfoto.

Pressen er meget velkommen til at overvære begivenheden.


Yderligere oplysninger

Projektchef for Det Nye Universitetshospital, Morten Weise Olesen: 8728 4800 / Morten.Weise@stab.rm.dk

Overinspektør, dr. Phil. Niels H. Andersen, Moesgaard Museum, 8942 4513 / farkna@hum.au.dk