Regionsrådet for Region Midtjylland behandlede på mødet den 21. januar en perspektivplan for almen praksis. Perspektivplanen indeholder blandt andet vurderinger af, hvor i regionen der bør etableres større praksisfællesskaber, så flere læger i fællesskab kan betjene borgere fra et større lokalområde.



Regionsrådet for Region Midtjylland behandlede på mødet den 21. januar en perspektivplan for almen praksis. Perspektivplanen indeholder blandt andet vurderinger af, hvor i regionen der bør etableres større praksisfællesskaber, så flere læger i fællesskab kan betjene borgere fra et større lokalområde.


Baggrunden for perspektivplanen er, at det i de kommende år bliver sværere at rekruttere læger til mange af de lokalsamfund, der i dag har en mindre lægepraksis. Der bliver mangel på praktiserende læger, og det går især ud over de lokalsamfund, der ligger langt fra de store byer. Samtidig står det klart, at de nyuddannede læger ikke ønsker at arbejde alene i en solopraksis.

Dertil kommer, at udviklingen i sundhedsvæsenet kræver, at de praktiserende læger tager sig af flere opgaver i forhold til blandt andet kroniske patienter – og også den udvikling forudsætter, at lægerne arbejder mere sammen i større praksisfællesskaber.

For at hjælpe almen praksis gennem omstillingen signalerer Region Midtjylland med perspektivplanen, hvor i regionen de større lægepraksis skal etableres, og hvor regionens ressourcer til at understøtte udviklingen dermed skal prioriteres, hvis lægerne ikke kan håndtere omstillingen selv.

- Vi kan ikke regne med, at der fremover vil være læger nok til alle de nuværende praksis i regionen, udtaler Aage Koch-Jensen, der er Regionsrådets formand for samarbejdsudvalget for de praktiserende læger.

- Det er nødvendigt, at lægerne samler sig i større lægehuse, hvor man kan tiltrække nye unge læger, og hvor der er mulighed for at arbejde sammen med andre og have forskellige slags klinikpersonale ansat til at klare en del af opgaverne. Med perspektivplanen har vi udpeget de områder, hvor vi mener, at de bæredygtige lægehuse i fremtiden bør ligge. Hvis de placeres de rigtige steder, vil vi kunne sikre, at borgerne ikke får uacceptabelt langt til den praktiserende læge.

Men samtidig må man acceptere, at nogle borgere alligevel vil få længere til deres praktiserende læge end i dag.

- Vi må desværre erkende, at nogle borgere vil få længere til lægen, udtaler 1. næstformand i regionsrådet Johannes Flensted-Jensen.

- Vi har allerede set de første eksempler på denne udvikling. Vi vil gøre vores yderste for at fastholde almen praksis som indgangen til sundhedsvæsenet, der er tæt på borgeren. Men skal vi lykkedes med det, må vi erkende, at vi ikke kan opretholde praksis i alle de geografiske placeringer, vi har i dag. Nogle vil lukke, og det er selvfølgelig trist, men det er en uomgængelig udvikling. Derfor mener regionen, at udviklingen bør gå i retning af nye og større enheder, der er mere bæredygtige.

Flere oplysninger
Formand for samarbejdsudvalget for de praktiserende læger, Aage Koch-Jensen, tlf. 2464 3496
1. næstformand i regionsrådet Johannes Flensted-Jensen, tlf. 2084 0352
Direktør i Region Midtjylland, Anne Jastrup, tlf 4082 1165

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.