26-01-2009



Det bliver oplevelsesprojekterne Havets Hus i Grenaa og Fængslet i Horsens, der først får økonomisk volumen til at udvikle sig til internationale oplevelsesfyrtårne. Vækstforum indstiller, at projekterne tildeles i alt 20,5 mio. kroner.


Vækstforum for Region Midtjylland anbefalede på sit møde mandag at give tilskud til to kommende midtjyske turistattraktioner af international klasse.
Det drejer sig om Horsens-projektet ”Fængslet”, der kan se frem til 7,5 mio. kroner fra EUs Regionalfond, samt Grenaa-projektet ”Havets Hus”, der kan imødese i alt 13 mio. kroner. Disse penge skal dels komme fra de regionale udviklingsmidler og dels fra EUs Regionalfond.
De fire øvrige projekter, der er med i ansøgningsrunden, får mindre beløb, der skal anvendes på at kvalificere dem yderligere, før de er modne til at blive realiseret, vurderer Vækstforum.

Ekspertpanel

Vækstforum har hentet faglig ekspertbistand hos et panel bestående af Peter Sand, adm. direktør for Vega – Musikkens Hus - i København, Rolf Røtnes, seniorøkonom fra Econ Pöyry i Oslo og Mark Lorenzen, lektor på CBS i København.
Eksperterne har både vurderet projekternes forretningsmæssige potentiale, deres evne til at understøtte regionens styrkepositioner og deres nyhedsværdi, lige som de har lagt vægt på, at de nye oplevelsesprojekter har format til at slå igennem uden for landets grænser.

Unikt koncept

”Havets Hus” tager udgangspunkt i Grenaas i forvejen store attraktion KattegatCentret og skal fungere som et forsknings-, erhvervs- og oplevelsescenter. Her skal man bl.a. kunne opleve havet og dets store dyr i et digitalt 3D akvarium.
Ifølge eksperterne et unikt koncept.
”Ansøgningen bærer præg af ydmyg realisme og troværdighed i forventningerne samt et stærkt commitment blandt alle væsentlige aktører”, skriver eksperterne.

Spændende bygning

”Fængslet” i Horsens bygger på det 300 år gamle forladte statsfængsel midt i Horsens. Om projektet siger eksperterne således, at ”der er tale om en spændende bygning, der har historisk potentiale til at kunne benyttes på en ny og interessant måde”. Dog kræver det, at konsortiet arbejder mere visionært med oplevelsesdelen, tilføjer de, ”eksempelvis ved at iscenesætte livets store spørgsmål (skyld, straf, retfærdighed, moral), så det bliver nærværende”.

21 ansøgninger

Oplevelsesfyrtårnene er en del af Vækstforums satsning på oplevelsesøkonomi. Da Vækstforum i 2007 indbød regionale konsortier til at komme med ideer til disse internationale oplevelsesfyrtårne, kom der 21 ansøgninger. Af dem fik 11 projekter i gennemsnit en lille million kroner hver til at udvikle deres ideer.
Det resulterede i, at seks konsortier havde mod på yderligere udvikling, og heraf har to altså fået tilsammen 20,5 mio. kr., mens følgende fire får et mindre beløb til yderligere forarbejde:

  • MMEX – Meaning Making Experiences (Netværk) – Tidligere Midtjysk Oplevelsesproduktion - 250.000 kroner
  • Hedens Colosseum - The Coliseum of the Heath (Herning) - 1 mio. kroner
  • Planet Randers (Randers) - 1 mio. kroner
  • ElementZ (Ringkøbing) – tidligere Stjernen - 1 mio. kroner


”Det har været en spændende proces”, siger Bent Hansen, formand for Vækstforum.
”Nu glæder vi os til at følge det videre arbejde med Fængslet og Havets Hus, som begge får en positiv betydning for turismen i regionen.
Jeg vurderer bestemt, at der fra de øvrige ansøgere kan komme gode ansøgninger til Vækstforum senere på året. Men der resterer et arbejde med at gøre koncepterne helt færdige”, siger Bent Hansen.

Billedtekst: De besøgende i Havets Hus vil blandt andet kunne betragte havets liv i en digital 3D-biograf med interaktive gulve og vægge.
Billedet kan frit bruges i forbindelse med omtale af projektet. Download det i høj opløsning ved at klikke på det.

Bent Hansen
formand for Vækstforum for Region Midtjylland
Telefon: 8728 5010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk 

Erik Sejersen, afdelingschef
Regional Udvikling,
Region Midtjylland
Telefon: 8728 5120
Mobil: 2068 5588 
erik.sejersen@ru.rm.dk

Se mere om de seks konsortier og deres projekter

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer