25-02-2009



I en tid med finanskrise og beskæftigelsesnedgang har Region Midtjylland valgt at satse kraftigt på de midtjyske virksomheder. Regionen bevilger en vækstpakke med et samlet budget på 110 mio. kr., hvor virksomheder får adgang til risikovillig kapital, rådgivning og netværksmuligheder.

Midtjyske virksomheder får inden længe en økonomisk håndsrækning af Region Midtjylland. Det sker for at hjælpe virksomheder til at holde sig på vækstsporet i en tid, hvor den økonomiske aktivitet er voldsomt aftagende og der meldes om stor nedgang i beskæftigelse, eksport og produktion i stort set alle erhverv.

Derfor har Regionsrådet bevilget midler til en vækstpakke ”VÆKSTmidt accelerator”, som skal hjælpe virksomhederne til at udvikle klare markeds og vækststrategier, opbygge internationale netværk og accelerere international vækst og konkurrenceevne.

- Det er den gamle vindmølle-historie om igen; der er dem der sætter vindmøller op når det blæser og så dem der ser tiden an og bygger læhegn. Med ”VÆKSTmidt accelerator” hjælper vi de virksomheder, der tør satse. Det er netop i svære tider virksomhederne har brug for at omstille og forny sig - og blive klar til ny vækst, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Råd til vækst
Netop samarbejdet på tværs af regioner er noget helt afgørende nyt sammenlignet med det virksomhedsudviklingsprogram som har været gennemført af Væksthus midtjylland i hele 2008.

- Vi fortsætter med de meget efterspurgte ordninger som ”chef til leje” og ”udviklingskompas” til de virksomheder kan og vil vokse, men nu udvider vi vækstpakken med et unikt tilbud, hvor virksomheder både for adgang til rådgivning og kapital, så de får råd til vækst - og det har vi store forventninger til, siger Bent Hansen.

Gennem det nye VÆKSTmidt accelerator program, kan virksomhederne foruden de allerede kendte rådgivnings-, netværks- og mentortilbud, nu også få adgang til en facilitet, som både forbereder, rådgiver og tester virksomhedernes forretningsstrategi og markedsvalg, og hvis forretningsideen er tilstrækkeligt god, er der også mulighed for kapital til at teste bæredygtigheden

Også hos Vækstfonden er direktør Christian Motzfeldt tilfreds med, at der nu bliver bedre muligheder for at spotte de midtjyske virksomheder som har stort vækstpotentiale.

- Vi ser store muligheder for en gruppe af perspektivrige, mindre virksomheder – som via denne accelleratorproces – kan komme hurtigere frem til kommerciel bæredygtighed, udtaler Christian Motzfeldt.

Strategisk samarbejde med en entydig indgang
Vækstforum i Region Midtjylland har med sine initiativer STARTmidt, VÆKSTmidt accelerator, KLYNGEmidt m.fl. ønsket at skabe en sammenhængende vifte af tilbud til iværksættere og etablerede virksomheder. ”Det nye samarbejde er helt i tråd med Vækstforums mål om støtte et internationalt orienteret erhvervsliv ved at bygge på et kompetent erhvervsfremmesystem, der indgår i stærke regionale og nationale partnerskaber.

- Det glæder mig, at vi nu, med Væksthuset som indgang, lægger yderligere alen til den sammenhæng, der allerede er skabt imellem både statslige ordninger og regionale tilbud, så virksomhederne oplever, at de er gået ind af den rigtige indgangsdør uanset deres behov, siger Bent Hansen.

Fakta om VÆKSTmidt accelerator
Det nye VÆKSTmidt accelerator program skal udføres med Væksthus Midtjylland som operatør i samarbejde med blandt andet Symbion Danmarks Eksportråd, Connect Denmark, Vækstfonden, lokale erhvervsservice-centre m.fl. Regionsrådet bidrager med godt 14 mio. kr. over tre år, EUs strukturfonde med ca. 29 mio. kr. I alt en ramme på 110 mio. kr. over 3 år.

• Læs mere om VÆKSTmidt accelerator

Flere oplysninger

  Bent Hansen, Regionsrådsformand og formand for Vækstforum i Region Midtjylland, tlf. 8728 5010 / 4031 3707
  Bent B. Mikkelsen, Afdelingschef, Virksomheds- og kompetenceudvikling, tlf. 8728 5270
  Niels Dahl Christensen, udviklingskonsulent, Virksomheds- og kompetenceudvikling, tlf. 8728 5274


Kontaktoplysninger på regionsrådets medlemmer.