31-03-2009



Antallet af unge, der vil på gymnasiet og HF, er stabilt, men en stadig større del af dem går efter huen med det blå bånd. I Region Midtjylland har 23 pct. flere end i fjor søgt ind på HF-kurserne. Det svarer til, at knap hver fjerde elev på de almene gymnasiale uddannelser har valgt HF.

HF-kurserne i Region Midtjylland er populære blandt de unge. I forhold til i fjor har 23 pct. flere søgt ind for at blive HF-student. Særlig markant er interessen i Århus by, hvor der i år er kommet næsten 200 flere elever – en stigning på 37 pct. Det skyldes blandt andet, at man i år for første gang kan følge et almindeligt toårigt HF på VUC Århus. Men også flertallet af de øvrige HF-kurser i Århus by har tiltrukket flere elever.
I Skanderborgområdet udbydes der igen toårigt HF – denne gang på Skanderborg Center for Uddannelse. Også her har eleverne taget godt imod tilbuddet, og skolen kan notere 48 ansøgere.

Kreativ linie
Også i Viborg er HF-uddannelsen blevet et tilløbsstykke. Ikke mindst fordi Viborg Gymnasium og HF og animationsskolen The Animation Workshop med støtte fra Region Midtjylland har samarbejdet om at udbyde en særlig studieretning med fokus på de kreative fag. Denne nye linie har fået 46 ansøgere, og skolen er nu gået i gang med optagelsesprøver.
Også til det almene gymnasium har Viborg Gymnasium haft rigtig mange ansøgere, nemlig 218 mod 156 i fjor.

Ansøgerrekord
Silkeborg Gymnasium har i år slået alle tidligere rekorder med 500 ansøgere. Herning Gymnasium, Ikast-Brande Gymnasium, Horsens Gymnasium og Århus Katedralskole kan alle melde om stigninger på over 15 pct. Og selv om der nu udbydes HF i Skanderborg, har det ikke haft indflydelse på optaget til det almene gymnasium i byen, idet Skanderborg Gymnasium kan melde om en stigning på 18,5 pct.

Færre vestpå
I den vestlige del af regionen er der imidlertid ikke helt den samme stigende interesse for det almene gymnasium. Her har Lemvig Gymnasium, Struer Statsgymnasium, Holstebro Gymnasium og HF samt Vestjysk Gymnasium i Tarm tabt elever – typisk i størrelsesordenen 13-15 pct.
Samlet har de almene gymnasier i regionen næsten status quo med en lille fremgang på knap to pct.

Se oversigten over ansøgere


Flere oplysninger:

  Simon Frost Mortensen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 87 28 50 75
Mail: simon.frost@ru.rm.dk  


Rektor Hans Vangsgaard, Holstebro gymnasium 97 41 42 22 (Fordelingsudvalg Vest)
Rektor Finn Rasmussen, Bjerringbro gymnasium 86 68 36 00
(Fordelingsudvalg Nord)
Rektor Erik Olesen, Silkeborg gymnasium 86 81 08 00
(Fordelingsudvalg Øst)
Rektor Ole Nørregaard, Tørring gymnasium 75 80 18 44
(Fordelingsudvalg Syd)

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne