I fremtiden vil lægerne kunne se, om en rask person har anlæg for en alvorlig sygdom, og om personen har stor sandsynlighed for at få sygdommen. Århus Universitetshospital, Skejby indvier Molekylærmedisk Afdeling onsdag den 11. marts



I fremtiden vil lægerne kunne se, om en rask person har anlæg for en alvorlig sygdom, og om personen har stor sandsynlighed for at få sygdommen. Lægerne vil kunne målrette undersøgelser og forebyggende behandlinger præcis til personer med høj risiko for sygdom.

Ny viden og nye teknologier til at følge en sygdoms udvikling på molekyleniveau åbner helt nye muligheder for undersøgelse, behandling og forskning i mange sygdomme. Det gælder bl.a. kræftsygdomme, hjerte-kar-sygdomme, og en række kroniske lidelser. Derfor indvier Århus Universitetshospital, Skejby, onsdag den 11. marts en molekylær-medicinsk afdeling. Afdelingen åbner i Århus Stiftstidendes tidligere lokaler på Olof Palmes Alle i Skejby, men planen er, at den skal flytte med ind i Det Nye Universitetshospital i Århus, når det bliver bygget.

Med nye molekylærmedicinske teknikker kan lægerne følge ændringer i organerne hos personer med anlæg for en sygdom og stille diagnosen, før der kommer symptomer. Det giver langt bedre behandlingsresultater for færre penge, og patienterne slipper for unødig sygdom, bivirkninger og lidelse. Det er nemlig også muligt at afgøre, hvilke patienter, der kan have gavn af nye dyre behandlinger og hvem, der ikke har gavn af dem, for nye behandlinger hjælper kun, hvis målet (et molekyle i cellerne) er til stede.

Den molekylære medicin bruges allerede på mange afdelinger og laboratorier i Region Midtjylland, og området er i stor vækst, men analyserne kræver stor ekspertise og dyrt apparatur. Derfor har regionsrådet i Region Midtjylland besluttet at samle ekspertisen og det dyreste udstyr på én afdeling i regionen, som til gengæld skal understøtte resten af regionens hospitaler med højt specialiserede analyser og rådgivning. Afdelingen bliver "core-center" for tunge teknikker som skal bidrage med ekspertise til udviklingsprojekter og forskning i Region Midt indenfor molekylær medicin. Molekylærmedicinsk Afdeling skal ligeledes være hjemsted for den biobank, som kræftplanen finansierer, til opbevaring af vævsprøver fra kræftpatienter.

"Der er tale om en meget visionær satsning på et område, som i løbet af få år kommer til at forandre vores forståelse af sygdomme, forebyggelse og behandling. Vi vil kunne tage et stort skridt fremad i kampen mod sene diagnoser, ineffektiv medicin og langsom indførelse af nye behandlinger," siger ledende overlæge og professor Torben Falck Ørntoft, der er en af initiativtagerne til Molekylærmedicinsk Afdeling.

Molekylærmedicinsk Afdeling skal i første omgang samle og styrke det forskningsmiljø, der skal udvikle den molekylære medicin, og være et godt sted for placering af forskningsmidler fra både offentlige og private fonde.

Molekylærmedicinsk forskning i Århus har allerede markeret sig internationalt med opsigtsvækkende resultater indenfor bl.a. kræftforskning, og har tiltrukket store bevillingerfra forskningsfonde de senere år, i både ind- og udland.

Link


Flere oplysninger
Ledende overlæge, professor Torben Falck Ørntoft, tlf. 8949 9400 / 2819 2680

Adresse
Indvielse af Molekylærmedicinsk Afdeling (MOMA)
Onsdag 11. marts 2009 kl. 13.00, Auditorium A, Århus Universitetshospital, Skejby

Pressen er velkommen til indvielsen