Århus Kommune og Region Midtjylland vil i fællesskab iværksætte en kampagne mod vold, trusler og aggressiv adfærd, som alt for mange offentligt ansatte bliver udsat for.



Århus Kommune og Region Midtjylland vil i fællesskab iværksætte en kampagne mod vold, trusler og aggressiv adfærd, som alt for mange offentligt ansatte bliver udsat for.

Hver dag har mange offentligt ansatte - f.eks. buschauffører, p-vagter, sygehusansatte, plejepersonale, sagsbehandlere, socialrådgivere, pædagoger, skolelærere, parkansatte - tæt kontakt med borgerne. I langt de fleste tilfælde er disse frontmedarbejderes samarbejde med borgerne kendetegnet ved gensidig respekt og god dialog. Men i nogle tilfælde opstår konflikter i form af aggressiv eller truende adfærd, såvel fysisk som verbalt.

I enkelte tilfælde udvikler konflikterne sig til trusler og vold rettet mod frontmedarbejderne. Ifølge Østjyllands Politi er antallet af anmeldelser af vold og trusler mod tjenestemænd faldet i de seneste år, angiveligt som følge af øget fokus på konflikthåndtering. Samtidig spores dog en tendens til, at der er flere alvorlige voldsepisoder og at aggressioner generelt er et udbredt fænomen, selv om det ikke nødvendigvis fører til anmeldelser. Desuden viser helt nye tal for Region Midtjyllands arbejdsmiljøredegørelse en stigning fra 2007 til 2008 i antallet af arbejdsulykker forårsaget af psykisk og fysisk vold.

Borgmester Nicolai Wammen og regionsrådsformand Bent Hansen ønsker på den baggrund at fastholde fokus på området og iværksætte en fælles kampagne, der målrettet skal dæmme op for vold og trusler mod offentligt ansatte.

Det er aftalt, at kampagnen skal udvikles i samarbejde mellem Århus Kommune og Region Midtjylland, blandt andet ved at inddrage de erfaringer, som Århus Kommune høstede ved at gennemføre en tilsvarende kampagne i 2005. Dengang blev der f.eks. ved hjælp af tv-reklamer sendt et budskab om at møde offentligt ansatte med respekt, og en meningsmåling viste efterfølgende, at kampagnen havde opnået stor synlighed og blev opfattet som meget positiv og relevant. Kommunen og regionen vil tage kontakt til Midttrafik med henblik på at inddrage trafikselskabet i kampagnen.

Borgmester Nicolai Wammen siger:
”Jeg betragter overfald og trusler mod vores medarbejdere med den allerstørste alvor og som helt uacceptabelt. Det skal naturligvis være trygt at gå på arbejde, og jeg håber, at vi med en målrettet kampagne kan bidrage til at skabe mere tryghed for vores dygtige og engagerede medarbejdere og deres familier.”

Regionsrådsformand Bent Hansen siger:
”Vi er til for borgerne. Men der er en grænse for, hvad vores dygtige og engagerede medarbejdere skal tåle. Den grænse er for længst overskredet, når det kommer så vidt som trusler og vold. Medarbejderne gør en stor indsats hver dag, så vi skylder dem at gøre, hvad vi kan for at sikre ordentlige og trygge arbejdsvilkår. Her kan en kampagne være et blandt flere midler.”

I Århus Kommune vil borgmester Nicolai Wammen med en indstilling til Magistraten tage initiativ til, at samtlige forvaltningsgrene bliver inddraget i arbejdet, så alle relevante medarbejdergrupper kan blive omfattet. I Region Midtjylland vil regionsrådsformand Bent Hansen tage initiativ til, at sagen bliver drøftet i Regionsrådet.

I Århus Kommune har planen for en kampagne allerede fået opbak-ning i MED-systemet på et møde i formiddags, og i Region Midtjylland har der været kontakt til medarbejdersiden i regionens fælles MED-udvalg. Både i kommunen og regionen vil kampagnen blive tilrettelagt i samarbejde med medarbejderrepræsentanter.