06-10-2009

Gå til større billede af Kaj Møldrup Christensen

Efter en vellykket indsats, der blandt andet har resulteret i en 150 mio. kroners pulje til nedrivning af forfaldne huse på landet, efterlyser Region Midtjyllands Panel for Udvikling i Landdistrikter og Fiskeriområder aktiv handling fra flere ministre.


Puljen på de på 150 mio. kroner i forslaget til Finanslov 2010 skyldes i høj grad et vedvarende pres fra den midtjyske region. Det mener formanden for Regionsrådets Panel for Udvikling i Landdistrikter og Fiskeriområder, Kaj Møldrup Christensen, (S), som glæder sig over indsatsen for udvikling i landdistrikterne i denne første valgperiode for regionsrådene.

Flere kommuner skal med

”Det er en god begyndelse, som vi er glade for. Men beløbet skal stå fast på Finansloven og øges betydeligt i de kommende år, ligesom flere landkommuner skal med i ordningen”, siger Kaj Møldrup Christensen.
Opgaven med nedrivning eller istandsættelse af de mere end 10.000 forfaldne huse skønnes at kræve statslig medfinansiering på over 10 milliarder kroner. Miljøministeren skylder stadig at forbedre planlovgivningen og herunder kommunernes muligheder for at erhverve forfaldne ejendomme til sanering og fornyelse, f.eks. ved ekspropriation.
”Desuden må erhvervs- og økonomiministeren og fødevareministeren afsætte en betydelig større del af pengene i Grøn Vækst- programmet/ Landdistrikts-programmet til at styrke job og levevilkår i landdistrikterne”, siger han.

En balanceret udvikling

Kaj Møldrup Christensen og de øvrige medlemmer af Panelet overdrager nu resultaterne og opgaverne til det nye regionsråd og ser frem til en fortsat styrkelse af indsatsen for at skabe fornyelse og udvikling i landsbyer og landdistrikter og dermed en balanceret udvikling i regionen.
I samarbejde mellem LAGer, kommuner, lokale aktører og region udvikles og gennemføres større projekter for sammenhængende udvikling af bosætning og erhverv i landdistrikter. Det er f.eks.

  • Projekt Faster Andelsmejeri, der omfatter renovering og udvikling af det tidligere Faster Andelsmejeri i Astrup i Ringkøbing-Skjern Kommune til et kultur- og erhvervscenter.
  • Projekt landsbyfornyelse og udvikling i Glyngøre, Durup og Nautrup i Skive Kommune - omfatter en række sammenhængende aktiviteter for byfornyelse og udvikling.
  • Projekt Vestjyske fødevarer og oplevelser er et samarbejde mellem fødevareproducenter, attraktioner, spisesteder m.fl. om udvikling og markedsføring af lokale produktioner.
  • Regionen sætter pris på landsbyer
    ”Årets Landsby” bliver udpeget af Vækstforum i Region Midtjylland og belønnet med 150.000 kroner efter forslag fra de Lokale Aktions Grupper. Prisen tildeles en landsby , hvor der findes et stærkt engagement i at udvikle landsbyen mv.
  • Bredbånd er bredt ud
    Som den første region i landet har Region Midtjylland sikret næsten alle interesserede beboere og firmaer inden for handel, håndværk, industri, landbrug, privat og offentlig service og andre sektorer i by og på land adgang til hurtigt, trådløst bredbånd.


Billedtekst: Kaj Møldrup Christensen glæder sig over de resultater, der allerede er opnået. Foto: Tonny Foghmar. Fotoet kan anvendes med angivelse af fotografnavn. Download det i høj opløsning ved at klikke på det.

Se mere om Region Midtjyllands indsats for udvikling i landdistrikterne på: www.landdistrikter.rm.dk

Yderligere oplysninger:

Kaj Møldrup Christensen (S)
Formand for Regionsrådets panel for udvikling i Landdistrikter og Fiskeriområder
Telefon: 8646 7460
Mobil: 2943 5981
kaj.moldrup@rr.rm.dk


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer