Hvor går grænsen mellem at være almindelig ked af det og decideret deprimeret? Det sætter en temaaften fokus på i Skejby d. 5. november.



Træt? Deprimeret? Eller bare doven? Hvor går grænsen mellem at være almindelig ked af det og decideret deprimeret? Det sætter en temaaften fokus på i Skejby den 5. november.

Antallet af depressive unge stiger, men de unges depressioner opdages ofte ikke. Ubehandlede depressioner kan få store konsekvenser for de unge, som kan få svært ved at udvikle sig psykisk og socialt ligesom sandsynligheden for at få depressioner senere i livet er stor.

En temaaften om depressioner sætter fokus på emnet og vil blandt andet give gode råd om, hvordan man ser tegnene på depression hos unge, og hvilke muligheder der er for behandling. Temaaftenen er arrangeret PsykInfo, der er et offentligt psykiatrisk informationscenter under Region Midtjylland

Depressioner hos unge udløses ofte af mangel på opmærksomhed og selvværd. Muligvis kan man også finde en forklaring i de store krav og høje ambitioner, omgivelserne har til den enkelte. Man skal sælge sig selv og udstille sig selv. Udfordringerne er mange, og de færreste slipper igennem ungdomsårene uden at opleve tvivl og usikkerhed i forhold til udseende, evner og selvværd. For nogle unge kan kravene opleves som en stor belastning og medføre dårlig psykisk trivsel. Dette kan vise sig i form af tristhed, depression, angst, lavt selvværd, spiseforstyrrelse, ensomhed, misbrug og konflikter med forældre eller andre i omgivelserne.

Temaaftenens paneldeltagere er Krista Nielsen Straarup, klinisk psykolog fra Klinik for Mani og Depression, Århus Universitetshospital, Risskov, Lisbeth Jørgensen, psykolog på Ungdomscentret, Århus Kommune og en ung depressionsramt.

Temaaftenen finder sted torsdag den 5. november kl. 19.30 - 21.30 i auditorium A, indgang 6 (ved hovedindgangen), Århus Universitetshospital, Skejby, Brendstrupgårdsvej 100, 8200 Århus N.

Billetter kr. 40,- sælges fra torsdag den 29. oktober på tlf. 7789 3234 eller på selve aftenen ved indgangen.

Flere oplysninger