De pårørende i psykiatrien ønsker at blive set, hørt og forstået. Det viser en stor landsdækkende undersøgelse, hvor psykiatrien i Herning og Århus har deltaget.



De pårørende i psykiatrien ønsker at blive set, hørt og forstået. Det viser en stor landsdækkende undersøgelse, hvor psykiatrien i Herning og Århus har deltaget.


Pårørende til psykiatriske patienter er en vigtig del af behandlingen i psykiatrien. Det viser en stor, landsdækkende undersøgelse ”Pårørende i Psykiatrien - Nationalt kvalitetsprojekt til udvikling af pårørendearbejdet i psykiatrien”. Undersøgelsen er lavet af Center for Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland og støttet af blandt andet Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Undersøgelsen er lavet, fordi en tidligere undersøgelse fra 2005 viste, at de pårørende til psykisk syge ikke altid var helt tilfredse med deres møde med psykiatrien. Den nye undersøgelse viser, at tilfredsheden er steget med helt op til 64 % hos de pårørende.

Et af de steder, hvor der med gode resultater er arbejdet målrettet med de pårørende, er på afsnit E2 i Regionspsykiatrien Herning. Her har der været fokus på at være opsøgende og få skabt en god kontakt til de pårørende kort tid efter indlæggelsen. Her tager personalet en uformel samtale med de pårørende, hvor der er fokus på de pårørendes behov og oplevelser af situationen, og det har en meget positiv effekt på det videre samarbejde.

- De pårørende giver i undersøgelsen udtryk for, at de undrer sig over, at vi ikke tidligere i langt højere grad har brugt deres viden om og oplevelser af patienterne. Og det har de fuldstændig ret i. Vi kan se, at vi nu får en masse brugbare informationer om patienterne på et meget tidligere tidspunkt i forløbet, og det er meget værdifuldt for det videre behandlingsforløb. Når vi indhenter oplysninger fra de pårørende, sker det altid med samtykke fra patienten, siger afdelingssygeplejerske Marguerite Weng.

I den første opsøgende kontakt er personalet meget bevidst om, at det er de pårørendes situation, der skal være omdrejningspunktet for samtalen.

- De pårørende får mulighed for at udtrykke, hvad de har behov for i den konkrete situation, og hvordan de gerne vil inddrages i forløbet fremover. Det er fra begyndelsen med til at skabe et godt fundament for det videre samarbejde, siger kvalitetskoordinator Agnethe Clemmensen.

Personalet er også meget opmærksomt på, hvordan de kan støtte de pårørende og give dem nogle redskaber til, hvordan de kan tackle situationen, for det er ikke altid nemt at være pårørende til en psykisk syg.

Også patienterne er meget tilfredse med, at afdelingen drager omsorg for de pårørende, viser undersøgelsen.
I Region Midtjylland har både et sengeafsnit og et ambulant tilbud deltaget i undersøgelsen. Sengeafsnittet er afsnit E2, Regionspsykiatrien Herning og det ambulante tilbud Lokalpsykiatrisk Centrum under Århus Universitetshospital, Risskov, Afdeling N.

Flere oplysninger
  • Regionspsykiatrien Herning
    Afdelingssygeplejerske Marguerite Weng, tlf. 9927 2402, 9927 2460 Kvalitetskoordinator Agnethe Clemmensen, tlf. 9927 6450
  • Århus Universitetshospital, Risskov, Afdeling N, Lokalpsykiatrisk Centrum Distriktssygeplejerske Kirsten Kirkegaard, tlf. 8742 2425
    Ledende sygeplejerske Susanne Bendix, tlf. 8742 2410 
  • Center for Kvalitetsudvikling, konsulent Helle Høgh, tlf. 8728 4958
  • Pressekontakt i Psykiatri og Social, Journalist Marianne Jakobsen, tlf. 8728 4219 / 2172 9179 
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer