Som de første i Danmark bruger Århus Universitetshospital, Århus Sygehus ultralydsscanner allerede i ambulancen på vej mod hospitalet. Det sparer tid – og kan være med til at redde liv.




Som de første i Danmark bruger Århus Universitetshospital, Århus Sygehus ultralydsscanner allerede i ambulancen på vej mod hospitalet. Det sparer tid – og kan være med til at redde liv.

En mand ringer 112. Han fortæller, at han har brystsmerter. Umiddelbart lyder det som et hjertetilfælde, vurderer ambulancepersonalet, da de når frem til ham. I ambulancen på vej mod Medicinsk Kardiologisk Afdeling på Tage-Hansens Gade, hvor hjertetilfældepatienter fra det område normalt køres hen, ultralydsscanner de ham. Det viser sig, at han har blod i hjertesækken. Der er alligevel ikke tale om et hjertetilfælde. Derimod er der gået hul på patientens hovedpulsåre, og det bløder ind i hans hjertesæk.

Ambulancepersonalet kører derfor patienten direkte til Hjertekirurgisk Afsnit på Århus Universitetshospital, Skejby i stedet. Havde ambulancepersonalet ikke haft en ultralydsscanner, havde de kørt patienten til Tage-Hansens Gade, hvorefter personalet dér havde ultralydsscannet ham – og først derefter var han blevet kørt til Skejby.

Scannes allerede i ambulancen
Som de eneste i landet er lægerne i akutlægebilen i Århus blevet uddannet i præhospital ultralydsscanning og har indført ultralydsscanner som en del af standardudstyret.

Det betyder, at når en person er kommet til skade eller på anden måde er blevet dårlig og derfor bliver hentet af en akutlægebil og en ambulance, så kan akutlægen ultralydsscanne den tilskadekomne allerede i ambulancen på vej mod hospitalet.

- At patienterne kan scannes allerede i ambulancen betyder, at vi udnytter tiden bedst muligt. Og det kan være med til at redde menneskeliv, fortæller Claus Valter Rohde, afdelingslæge på Anæstesiologisk Afdeling på Århus Sygehus og desuden manden bag projektet med den mobile scanner.

Opdager indre blødninger
En ultralydsscanner kan finde væske – det vil som regel sige blod – i kroppen. Den kan altså for eksempel vise, om der er blod i brysthulen eller maven på en traumepatient. Indre blødninger kan være livstruende – især hvis de ikke opdages i tide. Og jo hurtigere de opdages, jo hurtigere kan man standse dem.
Ambulancepersonalet kan desuden se, om hjertet pumper, som det skal, om der er blod nok i karbanen og om lungerne er udfoldede og fungerer.

Klar til patienten
Ultralydsscanneren hjælper altså med at stille en mere præcis diagnose tidligere i forløbet. Og det betyder også, at akutlægerne har bedre muligheder for at sørge for, at det personale, der skal tage imod patienten hjemme på hospitalet, er så godt som muligt forberedt på, hvad det er for en patient, de skal tage imod.

- For nylig ultralydsscannede vi en patient, som havde været involveret i et alvorligt trafikuheld. Det viste sig, at han havde kraftige indre blødninger i maven. Så vi kontaktede personalet, som skulle tage imod patienten, og bad dem om at have omklædte kirurger, klar til at operere, og rigeligt med blod klar, når vi ankom, siger Claus Valter Rohde.

Gode erfaringer
Præhospital ultralyd bruges ikke systematisk andre steder i Danmark, men undersøgelser fra blandt andet Frankfurt, Paris og Minneapolis har vist, at ultralydsscanning i ambulancen for eksempel har betydet en mere præcis præhospital diagnose – og jo før man kan stille en diagnose, jo før kan behandlingen gå i gang.

Yderligere oplysninger

  • Claus Valter Rohde, Afdelingslæge, Anæstesiologisk Afdeling, Århus Sygehus, Claurohd@rm.dk / tlf. 8949 4817
  • Troels Martin Hansen, Overlæge, leder af Akutlægebilen i Århus, troehans@rm.dk / tlf. 8948 3525
  • Århus Sygehus’ hjemmeside, Akutafdelingen