26-01-2010



Med en satsning på otte mio. kroner over tre år baner Vækstforum og Regionsrådet vej for et internationalt samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder i henholdsvis Shanghai og Midtjylland. Nu søger regionen en offentlig operatør til at udvikle og drive et erhvervsrettet vidensamarbejde.


Kina er på vej til at blive et vidensamfund og investerer massivt i forskning og udvikling i disse år. For at sikre sig adgang til et af verdens hurtigst voksende markeder og pulje af viden-ressourcer har en lang række globalt førende virksomheder og universiteter etableret sig i Kina.
Kinas, og ikke mindst Shanghais, ambitioner om at udvikle sig og blive en del af den globale videnøkonomi afspejles tydeligt i de aktiviteter og reformer, som finder sted i disse år.

Ny tilgang til samarbejdet med Shanghai
”Det enorme vækst- og videnpotentiale i Kina giver anledning til at udbygge de gode relationer og muligheder for at åbne døre, der gennem årene er opnået via Region Midtjyllands samarbejdsaftale med Shanghai”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
Som et led i samarbejdet underskrev parterne i 2009 en forpligtende aftale omkring forsknings- og udviklingssamarbejder med Shanghai Science and Technology Commission.
”En strategisk satsning på samarbejde med Shanghai/Kina skal ses som et element, der understøtter og styrker Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi - herunder ambitionen om at være en international vækstregion, der kan udnytte det globale udsyn som en ressource til fortsat udvikling”, siger regionrådsformanden.

Operatør søges
Regionen søger derfor en operatør med de nødvendige faglige, internationale samt kontaktskabende kompetencer til at udvikle og drive et erhvervsrettet vidensamarbejde med Shanghai. Netværksoperatøren får blandt andet til opgave at etablere og drive tre netværk mellem virksomheder og videninstitutioner i Region Midtjylland og Shanghai inden for temaerne it, energi/miljø samt sundhed/life sciences. Operatøren får desuden ansvar for at indkalde og behandle projektmodningsansøgninger og for at sekretariatsbetjene indsatsens referencegruppe.

Billedtekst:
Plan for Erhvervsrettet Vidensamarbejde med Shanghai skal bane vej for flere samarbejdsmuligheder mellem virksomheder og forskningsinstitutioner fra Shanghai og Midtjylland. Fotoet, som er fra en dansk/kinesisk IT workshop i Århus i maj 2009, kan frit anvendes i forbindelse med omtale af pressemeddelelsen. På billedet (fra venstre): Mads Søgaard fra DTI, Mr. Zhang Yibin fra Velo i Shanghai samt Kaj Grønbæk fra Datalogisk Institut på Aarhus Universitet. Download billedet i høj opløsning ved at klikke på det.


Ansøgningsmateriale
Du finder annonce, ansøgningsvejledning og baggrundsmateriale samt Region Midtjyllands standardbetingelser her. 

Ansøgningsfrist
Fredag d. 5. marts 2010 kl 08:00.

Yderligere oplysninger

  Niels Erik Andersen, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: +45 87 28 50 90
niels-erik.andersen@ru.rm.dk