På trods af kulturforskelle og geografiske afstande er kun seks ud af 26 indiske læger faldet fra, siden gruppen blev ansat i blev ansat i Region Midtjylland i begyndelsen af 2008. I den afsluttende evaluering viser det sig, at det store flertal af lægerne er integrerede og tilfredse med arbejdet.


Af de 26 indiske læger, der fik job i Region Midtjylland den 1. februar 2008, er der pr. 1. februar 2010 20 læger tilbage.

Et ægtepar blandt de 26 læger er rejst tilbage til Indien i forbindelse med graviditet og fødsel, én læge er rejst tilbage, da ægtefællen ikke kunne få job i Danmark og de resterende tre er rejst tilbage af forskellige andre årsager - såsom sprogvanskeligheder og manglende beståelse af de krævede eksamener.

Regionens Center for Kvalitetsudvikling lagde i januar 2010 sidste hånd på tredje og afsluttende evaluering af, hvordan lægerne fungerer og er tilfredse med deres arbejdsliv.

Tre ud af fire indiske læger svarer i evalueringen ja eller måske til, om de ville være taget til Danmark, hvis de på forhånd havde kendt forløbet. Tilmed planlægger et stort flertal af lægerne, at blive i Danmark for at arbejde i en kortere eller længere periode.

- Det er altså et fint resultat efter to år, synes regionsrådsformand Bent Hansen (S).

- Husk lige på, at ingen havde erfaringer med at integrere udenlandske læger i den målestok, før vi i Region Midtjylland tog hul på pilotprojektet sammen med de 26 indiske læger. Både lægerne og vi er blevet klogere undervejs. Men samlet set er det ret flot, at vi efter to år stadig har 20 indiske læger ansat – og heldigvis ser ud til at have det i flere år endnu, siger Bent Hansen.

På to år har rekrutteringssituationen og antallet af ledige lægestillinger ændret sig så meget, at der ikke aktuelt er planer om at gentage rekrutteringen af udenlandske læger.

- Men det siger mere om økonomi og rammer, end om den arbejdskraft udenlandske læger leverer. De indiske læger har bidraget til at afhjælpe manglen på læger. Og projektet har givet en række gode og nyttige erfaringer, der kan bruges ved fremtidige internationale rekrutteringsprojekter, understreger Bent Hansen.

Flere oplysninger 

Fakta