Efter tre borgermøder, 75 høringssvar, 880 underskrifter og indgående politisk behandling har forslag om akutberedskabet for Nordvestjylland kurs mod vedtagelse. Onsdag den 26. maj skal regionsrådet vedtage en endelig version.




Efter tre borgermøder, 75 høringssvar, 880 underskrifter og indgående politisk behandling har forslag om akutberedskabet for Nordvestjylland kurs mod vedtagelse. Onsdag den 26. maj skal regionsrådet vedtage en endelig version.

På sin vej gennem politisk behandling og høring hos borgere, kommuner og andre interesserede, har forslaget ændret form og indhold.

En af de mest markante ændringer i forhold til første version blev tilføjet under forretningsudvalgets møde tirsdag. Her foreslog udvalget at en fremtidig akutklinik i Holstebro bliver døgnåben og lægedækket. I det oprindelige forslag lød det, at akutklinikken skulle være åben mellem klokken 8 – 22 og udelukkende være betjent af sygeplejersker.

Andre eksempler på ændringer i planen er et forslag om at arbejde på at etablere et sundhedshus i Holstebro i lighed med de sundhedshuse, der er på vej i blandt andet Skive og Grenå, og at en helikopterordning skal være døgndækkende.

Forretningsudvalget lagde desuden vægt på, at det ligger Region Midtjylland på sinde, at den nuværende placering af sundhedsuddannelserne i Holstebro ikke ændres som følge af planerne, og at det forventes, at en motorvej på strækningen Herning-Holstebro bliver bygget færdig inden det Nye Hospital i Vestjylland står klar.

Plan for akutberedskabet i Nordvestjylland er et svar på den situation, der opstår, når hospitalerne i Holstebro og Herning bliver samlet i Det Nye Hospital i Vest og nogle borgere dermed får op til 88 km. til et akuthospital.

- Selvom vi mener, vi har lyttet til høringssvarene, ved jeg godt, at mange er uenige, fordi vi ikke har imødekommet deres forslag. Det kan nok ikke være anderledes. Men processen har gjort det tydeligt, at mange er utrygge, og vi er bevidste om, at det er vores opgave at sikre trygheden. Ikke mindst for de borgere der kommer til at bo længst væk fra det kommende akuthospital, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Forslag med i evaluering
Forslagene fra høringsperioden har ikke kun betydning for den aktuelle plan. De er også nyttige på længere sigt. Således har udvalget noteret sig en række forslag vedrørende den præhospitale indsats, som kan indgå i den samlede evaluering af området, der finder sted til efteråret.

Eksempelvis har udvalget hæftet sig ved kommentarer til ambulancernes bemanding og brugen af andre typer beredskaber som eksempelvis lokale brandværn

- Fordi vi nu er ved at være til vejs ende med forslaget til akutberedskab i Nordvest er vi ikke færdige med at udvikle det præhospitale område. Vi er nærmere lige begyndt. Det er jo en stor ændring af sundhedsvæsenet vi er med til i disse år med nye fordelinger af opgaverne mellem store centrale hospitaler og mindre lokale enheder, siger Bent Hansen.

Fakta 
  • Forslaget til akutberedskab for Nordvestjylland skal ses som et supplement til den generelle akutplan for hele regionen. 
  • Regionsrådets plan for akutberedskabet i Nordvestjylland skal indsendes til Regeringen inden 1. juni 2010, jf. Finanslovsaftalen for 2010 mellem Regeringen og Dansk Folkeparti. 
  • Til efteråret gennemfører Region Midtjylland en evaluering af det præhospitale område. Her vil der blandt andet blive set på bemandingen af akutbilerne.
  • Læs det reviderede forslag til plan for det akutte beredskab for Nordvestjylland er sendt ud med dagsordenen for regionsrådsmødet 26. maj Læs det reviderede forslag til plan for det akutte beredskab for Nordvestjylland, der er sendt ud med dagsordenen for regionsrådsmødet 26. maj
Flere oplysninger