Neurokirurgisk Afdeling på Århus Sygehus har kontaktet 100 private virksomheder for at få gode idéer til, hvordan man kan hjælpe patienterne tilbage til livet, når de efter slag mod hovedet, er ramt af manglende hukommelse.




Neurokirurgisk Afdeling på Århus Sygehus har kontaktet 100 private virksomheder for at få gode idéer til, hvordan man kan hjælpe patienterne tilbage til livet, når de efter slag mod hovedet, er ramt af manglende hukommelse.

Hver eneste dag står læger og sygeplejersker på Neurokirurgisk Afdeling på Århus Sygehus, med patienter, der kæmper for at finde sig selv efter en alvorlig ulykke.

Patienterne har på et øjeblik fået ændret deres liv fra rask til alvorlig syg. Under opvågning er de forvirrede, har svækket hukommelse og svinger i bevidsthed.

Nu har afdelingen kontaktet 100 private virksomheder for at få gode idéer til, hvordan man med nye produkter og løsninger kan hjælpe patienterne tilbage til livet, når de efter slag mod hovedet er ramt af manglende hukommelse.

Virksomhederne mødes med specialisterne fra Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, på en innovationskonference 10. juni. Her bliver blandt andet vist en film, hvor en ung mand sætter ord på sine oplevelser med skræmmende, men livsvigtige slanger, respiratorer og overvågningsudstyr.

- Jeg ville bare af med det skidt, er blandt de få ting den unge mand husker fra den første tid, hvor han også blev stresset af skramlende metal og høje bip-lyde.

På konferencen håber Neurokirurgisk Afdeling blandt andet at kunne få løsninger til, hvordan man skærmer patienter med såkaldt Post Traumatisk Amnesi (PTA) mod lys og lyde, samtidig med, at læger og sygeplejersker kan overvåge dem døgnet rundt.

- Vi vil gerne have fat i virksomheder, der kan udvikle nye produkter, så vi kan gøre PTA patienters rehabiliteringsforløb bedre, siger oversygeplejerske Anne Hougaard, Neurokirurgisk Afdeling.

Nye løsninger vil ikke blot sikre virksomhederne nye markeder, men også give patienterne bedre livskvalitet og betyde, at de kan komme tidligere hjem fra hospitalet.

- Forskningen viser, at jo kortere tid en patient er i PTA-fasen, desto bedre er resultatet af behandlingen, siger Anne Hougaard, der mener, at mange af løsningerne også vil kunne bruges på andre intensivafdelinger, i psykiatrien, ældreplejen og på handicapområdet.

Innovationskonferencen samt udvikling af samarbejdet mellem Neurokirurgisk Afdeling og virksomheder er finansieret af Region Midtjyllands Center for Regional Udvikling.

Nærmere oplysninger
Oversygeplejerske Neurokirurgisk Afdeling, Anne Hougaard, tlf. 8949 3354 / annehoug@rm.dk
Centerchef Neurocentret, Inger Schaumburg, tlf. 8949 1605 / ingescha@rm.dk