Fra 1. november 2010 bliver Jens Friis Bak cheflæge for hospitalerne i Holstebro, Herning, Lemvig, Ringkøbing og Tarm


Fra 1. november 2010 bliver Jens Friis Bak cheflæge for hospitalerne i Holstebro, Herning, Lemvig, Ringkøbing og Tarm.


Den 54-årige overlæge og dr. med. er i dag ansat som overlæge på Medicinsk endokrinologisk afdeling på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus. Her er der fokus på sygdomme som sukkersyge, stofskiftesygdomme og knogleskørhed. Tidligere har Jens Friis Bak arbejdet som ledende overlæge på medicinsk afdeling C på Århus Sygehus.

- Hospitalsenheden Vest er inde i en rigtig positiv udvikling. Regionsrådet har tegnet en flot vision for fremtiden for sundhedsvæsenet i Vestjylland. 14 konsortier kæmper lige nu om at være med i byggeriet af det nye hospital i Gødstrup, så jeg kan kun ønske Jens Friis Bak velkommen til fremtiden, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Ole Thomsen, direktør i Region Midtjylland, fremhæver, at den nye cheflæge har et godt kendskab til et andet af de store projekter, som hospitalerne står overfor, nemlig indførelsen af den fælles elektroniske patientjournal:

- Jens Friis Bak er en leder, der både kan sørge for, at målene nås i den daglige drift, og at der er det rette fokus på, at organisationen hele tiden udvikler sig. Herudover er jeg sikker på, at Hospitalsenheden Vest får nytte af, at den nye cheflæge har deltaget i både udvikling, afprøvning og planlægning af implementering af den elektroniske patientjournal, siger Ole Thomsen.

Sammen med hospitalsdirektør Henning Vestergaard og chefsygeplejerske Ida Götke vil den nye cheflæge udgøre hospitalsledelsen i Hospitalsenheden Vest.

Fra cv’et

  • Cand. med. fra Aarhus Universitet i 1982
  • Disputats om ”Insulin receptor function and glycogen synthase activity in human skeletal muscle: Physiology and pathophysiology". Aarhus Universitet, 1993
  • Speciallæge i medicinsk endokrinologi og i intern medicin

Flere oplysninger