Uanset hvor man bor har man krav på tryghed og kvalificeret hjælp, hvis ulykken rammer eller helbredet svigter alvorligt. AMK-Vagtcentral der disponerer akut hjælp på 1-1-2, inviterer Tunøboerne på besøg.




Uanset hvor man bor har man krav på tryghed og kvalificeret hjælp, hvis ulykken rammer eller helbredet svigter alvorligt. AMK-Vagtcentral der disponerer akut hjælp på 1-1-2, inviterer Tunøboerne på besøg.

De forandringer som Tunøs beboere oplever nu er også virkelighed regionens andre borgere: står man i en situation med livstruende sygdom eller ulykke er 1-1-2 det direkte nummer til hurtig hjælp. Er det knap så alvorligt, så ringer man til lægevagten på 7011 3131.

Naturligvis er der fordele og ulemper ved at være øboer. Fordelene kender Tunøboerne i forvejen, mens følelsen af utryghed, på grund af afskedigelsen af øens mangeårige sygeplejerske, er ret ny.

 
 Else Ammitzbøll
- Derfor har vi også bedt sygeplejersken om at hjælpe med at lette overgangen til den nye hverdag på Tunø. Vi har endnu ikke fået en aftale på plads med hjemmesygeplejersken, men vi er meget fortrøstningsfulde, siger driftschef i præhospitalet, Else Ammitzbøll.

Støtte fra læge på AMK-vagtcentralen
Else Ammitzbøll forklarer, at det er Region Midtjyllands opgave at skabe tryghed - også i yderområderne.

- Derfor vil alarmopkald fra Tunø få positiv særbehandling. Bliver der ringet 1-1-2 er der fra den 1. april 2011 en sundhedsfaglig medarbejder med støtte fra en læge i den anden ende af telefonen, indtil en helikopter eller en læge eventuelt når frem i de tilfælde, hvor dette skønnes nødvendigt. En service og tryghed regionens andre borgere først kan forvente at få til maj, siger hun.

I erkendelse af, at der ikke bor en læge fast på øen, undersøger regionen en forsøgsordning med førstehjælpere, uddannet til at betjene en hjertestarter. For en førstehjælper på stedet og en læge eller akutsygeplejerske i telefonen er sammenlagt en stærk løsning, indtil fx akutlægehelikopteren når frem.

Besøg AMK-vagtcentralen og husk postkassen
- Vi er klar over, at forandringer kan skabe nervøsitet – også selvom målet er tryghed. Derfor opfordrer vi beboerforeningens medlemmer til at besøge AMK-Vagtcentralen i Aarhus den 23. marts. Ved den lejlighed vil vi fortælle mere om det præhospitale beredskab på Tunø, og ikke mindst vise hvordan arbejdet på AMK-vagtcentralen foregår i praksis, siger Else Ammitzbøll.

Hun tilføjer at alle Tunøs beboere inden april vil modtage skriftlig information om initiativet direkte i deres postkasser.

Flere oplysninger
  • Driftschef i præhospitalet Else Ammitzbøll, else.ammitzboell@ph.rm.dk,
    tlf. 7841 4801
  • Lægelig chef Erika F. Christensen, erika.christensen@ph.rm.dk,
    tlf. 7841 4901
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/politikerne