Fra den 15. august skal fødende fra Silkeborg Kommune til fødeafdelingen i Viborg. Fra den dato kommer alle indlæggelser og al akut behandling af kvindesygdomme også til at foregå i Viborg.


Frem til midt i august fortsætter kvindeafdelingen (gynækologisk-obstetrisk afdeling) på Regionshospitalet Silkeborg uændret og vil modtage patienter som hidtil. Det gælder både i forhold til graviditet, fødsel og kvindesygdomme.

Først fra den 15. august vil det ikke længere være muligt at føde på hospitalet i Silkeborg - da skal alle fødende fra Silkeborg Kommune til fødeafdelingen i Viborg. Fra den dato kommer alle indlæggelser og al akut behandling af kvindesygdomme også til at foregå i Viborg.

Patienter henvises unødvendigt
Kvindeafdelingen på Regionshospitalet Viborg oplever allerede, at patienter fra Silkeborg henvises til kvindeambulatoriet i Viborg. Men for mange Silkeborg-patienter kan det være unødvendig transport, da der altså stadig er tilbud til dem i Silkeborg.

Når fusionen er gennemført, vil der som nu også være ambulant behandling i Silkeborg, mens indlæggelser, akutbehandling og fx komplikationer under graviditet som tommelfingerregel skal behandles i Viborg. Samtidig understreger afdelingsledelsen, at fusionsbesparelserne ikke ændrer på de nuværende kriterier for, hvor længe man som nybagte forældre kan være indlagt.

”Kvindefunktioner” i Silkeborg efter fusionen
Når fusionen af de to kvindeafdelinger er fuldført, vil der i Silkeborg som minimum være:

  • Gynækologisk ambulatorium. Her kan patienter blive visiteret til undersøgelser i forbindelse med fx fjernelse af livmoder, provokerede aborter, blødningsforstyrrelser og nedsunken livmoder. En speciallæge i gynækologi vil være til stede i dagtiden på hverdage. Lægen skal efter behov også betjene Center of Excellence.
  • Jordemoderkonsultation. Den nuværende jordemoderkonsultation på hospitalet i Silkeborg bibeholdes.
  • Obstetrisk skannings funktion. Her kan gravide få foretaget fosterskanninger - både nakkefolds- og misdannelsesskanninger. Denne funktion varetages af jordemødre og sygeplejersker. Det betyder, at gravide fra Silkeborg Kommune med normal graviditet ikke vil opleve, at deres graviditetsforløb er anderledes end nu, bortset fra at de skal føde i Viborg. De skal kun til Viborg i graviditeten, hvis der er komplikationer eller mistanke om komplikationer i graviditeten.

Det er endnu ikke afgjort, om der efter den 15. august bliver gynækologisk dagkirurgi i Silkeborg. Derimod ligger det fast, at fødende fra Silkeborg, der ikke er kendt med fødegangen i Viborg, vil få en introduktion til deres nye fødested. Fødegangen i Viborg blev opført i 2006 og er dimensioneret til at kunne klare ca. 3.000 årlige fødsler. Med sammenlægning forventes der årligt 2.800 fødsler i Viborg.

Med fusionen følger store besparelser
Økonomien i den fusion, som omstillingsplanen foreskriver, levner desværre ikke plads til en speciallæge i obstetrik (graviditet og fødsel) i Silkeborg. De begrænsede midler nødvendiggør, at en stor del af kvindeafdelingens funktioner koncentreres i Viborg for at optimere driften mest mulig med de penge, der er til rådighed.

I udgangspunktet skal Regionshospitalet Viborg overtage aktiviteterne fra Silkeborg til blot 25 procent af det, det reelt koster at udføre dem. Det svarer til, at kvindeafdelingen i Viborg øger patientoptaget og aktiviteterne med 40 procent, mens budgettet blot øges med godt 12 procent.

Det kommer også til udtryk i den igangværende proces med at få bemandingen af den fælles kvindeafdeling på plads. Knap 30 fuldtidsstillinger forsvinder blandt sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sekretærer og jordemødre. Stillinger i både Viborg og Silkeborg er i spil i fusionen, hvor alle medarbejdere på begge matrikler er ligestillede i forhold til afskedigelse/omplacering.

For yderligere oplysninger:
Chefjordemoder Karen Marie Nielsen, Kvindeafdelingen RH Silkeborg og RH Viborg: 7844 5703 / 6127 2449

Ledende overlæge Richard Farlie, Kvindeafdelingen RH Silkeborg og RH Viborg: 7844 5701 / 2467 9453

Oversygeplejerske Inge Lise Hermansen, Kvindeafdelingen RH Silkeborg og RH Viborg: 7844 5702 / 2250 5360