Rejsegilde i Silkeborg: Psykiatriens Hus fik tag så det snart kan samle regionale og kommunale psykiatriske tilbud dør om dør


Torsdag den 26. maj stod den på rejsegilde for Psykiatriens Hus på Falkevej 9 i Silkeborg. Krans og flag blev hejst op i kranen og vajede flot i vinden, da de ca. 80 gæster ankom til byggepladsen.



Blandt de fremmødte var næstformand i regionsrådet, Bente Nielsen, som havde glædet sig til at være med til rejsegildet. 

 

- Regionsrådet har med stor interesse fulgt projektet i nu tre år. Det er derfor en stor dag for alle i dag, hvor vi kan se, hvordan det endelige hus kommer til at tage sig ud. Og jeg må sige, at selv med de ambitiøse mål, der er lagt for Psykiatriens Hus, så synes jeg, at det, jeg har set i dag, fuldt ud lever op til alle de forventninger og forhåbninger, der er, fortæller Bente Nielsen.

Psykiatrien Hus er banebrydende og den første af sin slags herhjemme. Ideen med huset er, at regionale og kommunale tilbud bor dør om dør, hvilket skal sikre helhed og kvalitet i behandlingen for den enkelte borger.

Ligesom resten af de fremmødte, var Bente Nielsen også spændt på at se det færdige resultat, som vil stå klar i foråret 2012.
- Selvom det er svært at spå om fremtiden, så tør jeg godt sige, at der ikke er nogen tvivl hos mig. Psykiatriens Hus bliver en succes. 

Socialudvalgsformand i Silkeborg Kommune, Elin Sonne var også meget begejstret over projektet.
- Det vi ser her i dag er resultatet af et enestående arbejde, og jeg glæder mig til at se huset stå færdigt og blive centrum for liv og aktivitet, både for borgere og for medarbejdere. 

 

Efter talerne var der en mindre anretning til de fremmødte.


Fakta om Psykiatriens Hus: 

  • Tanken bag Psykiatriens Hus er, at kommunale og regionale medarbejdere samarbejder om at skræddersy ét behandlingstilbud, der passer netop den enkelte borger.
  • Samarbejdet har allerede fungeret i over et år i midlertidige lokaler. Dette har betydet, at antallet af indlæggelser er faldet med 32 procent, mens antallet af genindlæggelser er faldet med 29 procent. 
  • Når Psykiatriens Hus står færdig, i foråret 2012, vil det indeholde den døgndækkende hjemmebehandling samt seks kommunale og seks regionale akutpladser til midlertidige ophold. Derudover vil der være forskellige psykiatriske behandlingsteams, dagtilbud, bostøtteordning m.m.
  • Første spadestik til Psykiatriens Hus blev foretaget den 28. september 2010 af regionrådsformand Bent Hansen Region Midtjylland og Elin Sonne, formand for Socialudvalget, Silkeborg Kommune.