24-06-2011



Region Midtjyllands erhvervsliv skal ud i verden for at skabe vækst i regionen. Interessen er især rettet mod Kina og helt konkret Shanghai, hvor der bliver satset stort i perioden 2010-2013 med Midtnet.
Tiltaget handler om at styrke de gode relationer, så danske virksomheder, rådgivere og forskere for alvor kan få adgang til Kinas enorme vækst- og videnpotentiale. I den forgangne uge blev de første workshops for deltagerne i programmets tre netværk afholdt.


Forretningsbaseret vidensamarbejde
Der er reserveret otte mio. kroner fra Vækstforums side til at fremme det forretningsbaserede vidensamarbejde med Shanghai inden for fokusområderne it, energi/miljø og sundhed, som alle er høj-prioritetsområder i både Region Midtjylland og i Shanghai.
Teknologisk Institut varetager rollen som operatør for satsningen med Interdisciplinært Center for Entreprenørskab og Innovation, Aarhus Universitet og Innovation Center Denmark, Shanghai som samarbejdspartnere.
”Region Midtjylland prioriterer samarbejdet med Shanghai højt”, siger regionsrådsformand Bent Hansen, ”for her har vi et af verdens hurtigst voksende markeder og en enorm pulje af viden, som danske virksomheder og videninstitutioner bør have adgang til.”
Bent Hansen tilføjer, at der med Midtnetsatsningen nu er kommet ekstra gang i de kontaktskabende aktiviteter med at finde kinesiske partnere og fælles projektideer.

Frugtbare erfaringer
De tre workshops gav deltagerne et indblik i de muligheder og udfordringer virksomheder og videninstitutioner kan møde, når samarbejdspartneren er fra Kina. En af deltagerne i energi/miljø workshoppen, Rasmus Holt Niebuhr fra Niebuhr Gears i Ikast delte ud af erfaringerne med etablering af en tandhjulsfabrik i Kina, mens kultureksperter fra C3 Consulting guidede workshop-gæsterne igennem en række kulturelle forhold, der er afgørende for et positivt samarbejde med kinesiske partnere. Og deltagerne fik brugbar information:
”Selv om jeg har været i Kina og kender lidt til både muligheder og udfordringer, var det meget spændende og yderst relevant at høre de forskellige oplægsholdere fortælle om samarbejdet med Kina og ikke mindst at netværke og skabe idéer sammen med andre Kina-interesserede virksomheder, rådgivere og forskere” siger en af deltagerne Henning Lyngsø Foged fra INBIOM.

Læs mere om Midtnet programmets muligheder for hjælp til kontaktskabelse, gratis forundersøgelse og finansiel støtte til projektmodning med mere på www.midtnet.com


Yderligere oplysninger:
 
Lars Holst-Jørgensen
Teknologisk Partnerskab, Teknologisk Institut
Telefon: +45 7220 2638
lah@teknologisk.dk

Rikke Lillelund Wetterstrøm
Interdisciplinært Center for
Entreprenørskab og Innovation, AU
Telefon: +45 8942 8239
rlw@outreach.au.dk