I et udskilningsløb, der lagde ud med 14 deltagere i startopstillingen, har Region Midtjylland netop valgt det Aarhus-baserede byggekonsortie CuraVita som totalrådgiver for Det Nye Hospital i Vest.




I et udskilningsløb, der lagde ud med 14 deltagere i startopstillingen, har Region Midtjylland netop valgt det Aarhus-baserede byggekonsortie CuraVita som totalrådgiver for Det Nye Hospital i Vest.

- Med valget af totalrådgiver har vi taget et stort skridt på vejen mod at få bygget vores fagligt ambitiøse og attraktive hospital, der skal sikre Vestjylland et hospital i verdensklasse, sagde regionsrådsformand Bent Hansen (S) ved offentliggørelsen af vinderen onsdag formiddag.

Kort forinden havde et enigt regionsråd på den lukkede del af regionsrådsmødet netop godkendt at udpege CuraVita som totalrådgiver for projektet.

Totalrådgiverens opgave bliver at udarbejde en samlet plan for hospitalet samt slå de arkitektoniske streger og stå for byggestyringen af projektets 1. etape.

Inddrager brugere
CuraVitas projekt udmærker sig ved at være skræddersyet til landskabet og netop de behov som hospitalet i Gødstrup skal løse.

- Projektet er langt fra metervarer. Det er tydeligt, at CuraVita har lyttet til vores behov og virkelig formået at tegne stregerne til et vestjysk hospital, siger hospitalsdirektør Henning Vestergaard.

Han hæfter sig ved, at det projekt, der nu ligger parat til at blive et helt nyt hospital, har taget udgangspunkt i patientens behov for sammenhæng under indlæggelsen eller det ambulante besøg.

- I den endelige udformning vil vi i høj grad inddrage de kommende brugere, og det vil helt sikkert være med til at fastholde fokus på patienternes behov for sammenhæng, siger Henning Vestergaard.

Fast hånd i byggefasen
Ved valget af CuraVita hæfter hospitalsdirektøren sig desuden ved, at konsortiet fremstår som en bund solid sammentømring af kompetencer.

- De firmaer, der indgår i konsortiet bærer tilsammen på en række vigtige erfaringer fra tidligere, lignende projekter i både Danmark og Norden. Dermed har vi stor tiltro til, at der vil være et stærkt fokus på at overholde tidsplaner og de økonomiske rammer, siger han.

Fakta

  • Byggeriet af Det Nye Hospital i Vest – DNV Gødstrup – har fået et foreløbigt tilsagn fra regeringen på 3,15 mia. kr. i 2009-penge. 
  • Efter planen stikkes den første spade i jorden i sensommeren 2012 
  • Hospitalerne i Herning og Holstebro begynder udflytningen til DNV Gødstrup sidst i 2016

De fem konsortier, der blev prækvalificerede til at deltage i udbuddet er: 

  • BDP, Sheffield, Storbritannien 
  • Konsortiet Team Medic DNV, Sverige/Danmark 
  • Arkitektfirmaet C.F. Møller A/S, Aarhus 
  • Niras A/S, Aarhus
  • Konsortiet CuraVita, Aarhus

I løbet af eftermiddagen 28. september vil det blive muligt at se optagelser fra arrangementet på DNV.RM.DK

DNV.RM.DK kan man downloade bl.a. billedmateriale i høj opløsning.


Flere oplysninger