31-10-2011

Mandag eftermiddag indgik Transportministeriet, Region Midtjylland og Aarhus kommune en politisk aftale om den kommende letbane fra Aarhus midtby omkring Skejby og Lisberg. Første etape af letbanesystemet er den snarlige sammenføjning af Odderbanen og Grenaabanen.

Med mandagens aftale mellem staten, Region Midtjylland og Aarhus Kommune er der nu grønt lys for at etablere landets første letbanesystem. Et led i en fælles vision om, at den kollektive trafik fremover skal spille en større rolle end i dag.


Aftalen blev underskrevet på transportminister Henrik Dam Kristensens (S) kontor med deltagelse af regionsrådsformand for Region Midtjylland Bent Hansen samt Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard samt Aarhus-rådmand Laura Hay.

”Det er godt og tiltrængt løft til den kollektive trafik, som vi nu har givet hinanden håndslag på”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.

”Med aftalen har vi fået skabt grundlaget for, at letbanen kan åbne så hurtigt som muligt”, siger han.

Til Skejby og Lisberg
Ved siden af den allerede vedtagne sammenbinding af Odderbanen og Grenaabanen gælder aftalen et 12 kilometer langt nyt letbanespor, der ”udspringer” fra Grenaabanen ved Nørreport og går ad Randersvej via Skejby og det kommende nye universitetshospital og gennem det nye byudviklingsområde i Lisbjerg. Herfra kobles letbanen igen sammen med Grenaabanen sydvest for Lystrup.
Anlægsbudgettet for letbanen er 1,2 mia. kroner, som skal afholdes af staten, regionen og Aarhus Kommune, der går sammen i et fælles anlægsselskab, Aarhus Letbane I/S, med en professionel bestyrelse.

Fra diesel til el
”Når nu vi har sat fase 1 i gang, skal vi se på de næste etaper – hvor vi bedst sætter ind til gavn for den samlede kollektive trafik. Den skal jo ikke alene være effektiv, men også miljøvenlig i fremtiden. Eksempelvis vil vi gerne erstatte de dieseldrevne busser med transport baseret på el”, siger Bent Hansen.

Se aftalen om letbanen på Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hjemmeside