06-10-2011



Region Midtjylland har i denne uge under et besøg i Ungarn underskrevet en samarbejdsaftale på handicapområdet. Dermed kan regionen synliggøre dansk viden om eksempelvis handicapudstyr og hjælpemiddelcentraler. Også dansk affaldsforbrænding har ungarernes interesse.

En aftale med det ungarske socialministerium skal sikre, at Region Midtjylland og midtjyske eksperter og producenter af udstyr til handicappede i løbet af de nærmeste år får mulighed for at levere viden og udstyr til ungarske institutioner.
Aftalen blev underskrevet af regionsrådsformand Bent Hansen og den ungarske socialminister Miklós Soltész under et besøg hos Region Midtjyllands to ungarske samarbejdsregioner i denne uge.
Samtidig blev det aftalt, at den ungarske minister besøger Region Midtjylland i begyndelsen af 2012 i forbindelse med det danske formandskab for EU. Her får han at se, hvordan midtjyderne arbejder med handicappedes integration på arbejdsmarkedet og boformer for handicappede.

Hjælp til hjælpemiddelcentraler
”Det er et stort skridt, vi har taget. Både aftalen og den ungarske socialministers besøg her vil give os endnu bedre muligheder for at samarbejde og synliggøre de danske kompetencer på handicapområdet” siger regionsrådsformand Bent Hansen.
Region Midtjylland har i en årrække haft et succesfuldt samarbejde på handicapområdet med en række ungarske institutioner. Desuden har handicapproducenter i Midtjylland været inddraget i forbindelse med træning af personale til syv nyoprettede hjælpemiddelcentraler i Ungarn.

Strukturfonde og affaldshåndtering
I forbindelse med det kommende danske formandskab for EU blev det også drøftet med de ungarske samarbejdspartnere at gøre en ekstra indsats for at få mest muligt ud af EU strukturfonde. Strukturfondene bliver et af de centrale punkter for det danske formandskab i – både i forhold til EU’s næste budget fra 2014 til 2020 og i forhold til realiseringen af EU’s ambitiøse 2020-plan, som skal skabe vækst i Europa. Og her kommer de europæiske regioner til at spille en væsentlig rolle.
Endelig blev der også tid til at drøfte dansk knowhow på området for affaldsforbrænding. Der er fra ungarsk side stor interesse i at lære af danske erfaringer, da affaldsforbrænding kun kendes meget lidt i Ungarn.
Det er således aftalt, at en delegation fra flere kommuner i Bacs-Kiskun Amt besøger Region Midtjylland i begyndelsen af det nye år for at se på forbrændingsanlæg i Midtjylland med henblik på et fremtidigt samarbejde.

Se aftalen med det ungarske socialministerium

Billedtekst:
Et glimt fra et af de 7 hjælpemiddelværksteder i Ungarn (dette er i Budapest). Her ses fra venstre regionsrådsformand Bent Hansen, lederen af MEREK institutionen Mihály Kogon samt yderst til højre den ungarske generalkonsul for Jylland og Fyn, Heine Sveistrup Jensen. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.

Flere oplysninger

Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk


Niels Erik Andersen, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1120
niels-erik.andersen@ru.rm.dk



Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne

FAKTA:
Region Midtjylland har samarbejde med Gyor-Moson-Sopron Amt i den nordvestlige del af Ungarn samt Bacs-Kiskun Amt syd for Budapest.
Regionens lille kontor i Budapest forestår det daglige samarbejde med de ungarske amter og myndigheder.
Samarbejdet på handicapområdet har været i gang i en årrække på baggrund af samarbejdsaftaler, som de daværende Århus og Viborg amter indgik med de to ungarske amter. Disse aftaler har Region Midtjylland videreført fra 2007.



Fra underskrivelsen af aftalen tidligere på ugen.