15-11-2011



Regionsrådet havde fokus på talentudvikling, digital museumsformidling, yderområder og internationalt samarbejde, da det onsdag bevilgede penge til 13 midtjyske kulturprojekter. De tæller blandt andet et ungdomssymfoniorkester, et digitalt søslag og et internationalt scenekunstnetværk.

I alt 40 kulturansøgninger havde fundet vej til Region Midtjylland ved ansøgningsfristen den 1. september, og på sit møde onsdag valgte regionsrådet at imødekomme 13 af dem. Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester, REMUS, fik 400.000 kroner, mens de øvrige 12 projekter fik mellem 15.000 og 375.000 kroner.

Symfoni på tværs
Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester, REMUS, blev etableret i foråret 2011 med støtte fra Region Midtjyllands kulturpulje. Det nye tilskud, som er fordelt over to år, skal bidrage til en videreudvikling af det succesfulde initiativ. Ungdomssymfoniorkesteret fungerer som et bindeled mellem det lokale arbejde og det professionelle niveau, i og med at unge mellem 12 og 20 år med evner og talent inden for den klassiske musik kan mødes og dyrke sammenspil på højeste niveau nær deres bopæl.
Musikskolernes unge klassiske talenter tilgodeses også med Region Midtjyllands Suzukiworkshop for violiner og celloer. Workshoppen kan styrke dialog, samarbejde og netværksdannelse inden for suzukiundervisningsfeltet regionalt, nationalt og internationalt.

Subkulturelle talenter
Det drejer sig også om talentudvikling, når musikeren Kurt Lykke Larsen med projektet ”Vor tids blues” vil udvikle og eksponere de musik- og teksttalenter, der traditionelt ikke har adgang til det professionelle musikliv – eksempelvis blandt indvandrere og såkaldt utilpassede unge. Projektet skal hjælpe de unge med at få etableret lokale musikfaciliteter, så de selv kan videreføre talentarbejdet.

Interaktive museer
Tre formidlingsprojekter får tilskud fra kulturpuljen. De bevæger sig inden for det felt, der allerede er omfattet af museernes fælles udviklingsprojekt MMEx, som regionsrådet har bevilget 3 mio. kr. til.
Fregatten Jylland har fået tilskud til en interaktiv fuldskalamodel af et udsnit af fregattens dæk med mast, ræling, ror og kanoner. Den skal fungere som et spil, hvor publikum lærer, hvordan det var at deltage i et søslag i 1864, komplet med fornemmelsen af gyngende skib, vind i håret og lugten af krudt.
Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup har fået tilskud til udvikling af et introduktionsafsnit til museets nye permanente udstilling ”Dansk mad og måltid”. Det skal kombinere de fysiske og virtuelle rum og udvikles i dialog med brugere, fokusgrupper og forskellige ’madfolk’.
Endelig har Skovgaard Museet fået tilskud til en digital formidling af museets historiske bygning og samling gennem en touchscreen, der er forbundet til en database. Den nye formidlingsplatform lanceres i anledning af museets 75-års jubilæum og skal formidle de unikke historier, som samlingen og bygningen rummer, ved at inddrage og aktivere brugerne, der selv kan vælge, hvilke historier de har lyst til at gå på opdagelse i.

Ud i yderområderne
En række projekter sigter mod regionens yderområder med film, samtidskunst og scenekunst. DOXBIO, der er et initiativ under Copenhagen Film Festivals, har fået tilskud til udbredelse af dokumentarfilm i Midtjylland, herunder publikumsarbejde og styrkelse af netværk med midtjyske biografer, biblioteker og undervisningsinstitutioner. Projektet giver borgerne adgang til en kategori af film, som ellers ikke ville nå ud over de store byer, og medvirker til at styrke biograferne som vigtige kulturinstitutioner i landdistrikterne.
I Vestjylland har Lemvig Kommune fået tilskud til projektstyring og forberedelse af projektet Kunsten HER – nu og i fremtiden, der er et samarbejde mellem kunstnere og kulturinstitutioner om en kulturuge med optræden, udstilling, artist talks, debatter og et regionalt kunstværksted.
Desuden har foreningen ET4U fået tilskud til at etablere fire bannerudstillinger af international samtidskunst i lygtepælene i fire landsbyer i fire yderkommuner og dermed tilbyde international samtidskunst til områder, hvor der ellers kan være langt til sådanne oplevelser.
Også Teatret Katapult søger ud i yderområderne med projektet Dogmeproduktioner under DramatikerLab. Projektet sigter mod produktion af ny dansk dramatik med fokus på udvikling af tekst og fortælling – og et minimalt brug af teknik og scenografi – ved hjælp af et aktivt, medskabende og bredt funderet publikum, bl.a. fra regionens yderområder.
Det lokale engagement møder det internationale i Teatret Kimbris projekt Teater på Træk – En kulturkaravane langs Hærvejen, hvor 19 professionelle kunstnere fra Danmark, Frankrig og Polen rejser ad Hærvejen fra Viborg til Padborg. Der bydes undervejs bl.a. på heste i fri dressur, fransk gadeteater, absurd teater og nordisk danseteater fremført i cirkustelt og på gaderne, og folk inviteres til at følge optoget.

Internationale netværk
Endelig er der tilskud til to projekter, der bidrager til at fremme netværksdannelse regionalt og internationalt og styrke regionens internationale profil. Entré Scenen har fået tilskud til projektet DNA (Development of New Art), et europæisk scenekunstnetværk med partnere fra otte lande, der bl.a. arrangerer festivaler og udveksler forestillinger og kunstnere.
Udstillingsstedet Spanien 19C har fået tilskud til et samarbejde med kunstgruppen Flux Factory, New York, om et internationalt netværksbaseret kunstprojekt i Midtjylland. Projektet skal skabe innovation og kompetenceudvikling på kunstområdet i samarbejde med forskellige kunstneriske uddannelsesinstitutioner i Region Midtjylland.

Ny kulturpolitik
Retningslinjerne for kulturtilskud er for nylig blevet forenklet. Fra marts 2012 gælder det for såvel kulturudviklingsmidlerne som kulturpuljen, at projekter for at komme i betragtning skal indeholde netværksdannelse, udvikling og/eller internationalt arbejde, og at de skal have regional betydning. Forskellen mellem de to puljer er, at kulturpuljemidlerne afsættes til enkeltstående, tidsbegrænsede og afsluttede projekter, der kan have eksperimenterende og idéafprøvende karakter, mens kulturudviklingsmidlerne er til længerevarende projekter, der har strategisk betydning, og som sigter mod en fortsættelse uden regional (med)finansiering.

Følgende har fået støtte:
Fra kulturudviklingsmidlerne:
• REMUS, Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester, 400.000 kr. for den toårige projektperiode 2012-13

Fra kulturpuljen:
• Fregatten Jylland til projektet ”Det digitale søslag”, 300.000 kr.
• DOXBIO til publikumsarbejde og biografnetværk om dokumentarfilm i Midtjylland, 250.000 kr.
• Foreningen ET4U til projektet 4 bannerudstillinger i 4 landsbyer i 4 kommuner i Region Midtjylland, 95.000 kr.
• Musikerne Kurt Lykke Larsen og Niels Vincentz til projektet ”Vor tids blues”, 154.000 kr.
• Teatret Kimbri til projektet ”Teater på Træk – En kulturkaravane langs Hærvejen”, 175.000 kr.
• Suzukilærerne i Region Midtjylland til Region Midtjyllands Suzukiworkshop for violiner og celli, 15.000 kr.
• Entré Scenen til projektet DNA (Development of New Art), 80.000 kr.
• Lemvig Kommune til projektet ”Kunsten HER – nu og i fremtiden”, 120.000 kr.
• Spanien 19C om tilskud til kunstprojektet ”The Infamous and Only Somewhat Ambassadorial Outpost of the Semi-Legitimate Nation of Flux”, 100.000 kr.
• Dansk Landbrugsmuseum, Gammel Estrup, om tilskud til udstillingen ”Dansk mad og måltid”, 375.000 kr.
• Skovgaard Museet om tilskud til projektet ”Gå på opdagelse i Skovgaard Museets samling & bygning”, 132.000 kr.
• Teater Katapult om tilskud til Dogmeproduktioner, 100.000 kr.


Billedtekst: I Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester REMUS kan unge mellem 12 og 20 år mødes og dyrke sammenspil på højeste niveau nær deres bopæl. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.

Flere oplysninger

Tine Engel Mogensen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1716
tine.mogensen@ru.rm.dk


Erik Bach Andersen, specialkonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1710
erik.andersen@ru.rm.dk


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne