14-12-2011



Et udviklingsprojekt til 40 mio. kroner skal skabe mere professionalisme og fodslag i turisterhervet, der er udfordret af massevis af mange små virksomheder uden tradition for samarbejde. Regionsrådet for Region Midtjylland besluttede i går at støtte projektet.

Der skal ske meget i det midtjyske turisterhverv i de kommende tre år. Ifølge projektet Det professionelle Turisterhverv, som Regionsrådet onsdag besluttede at støtte, vil 120 virksomheder indgå i nye samarbejder, 200 vil udvikle nye produkter eller processer, 300 vil styrke brugen af ny teknologi, og 500 medarbejdere og ledere i erhvervet vil blive opkvalificeret.
Med andre ord – et kvalitetsløft til hele regionens turisterhverv. Og et nødvendigt løft, hvis regionens turismesatsning, der indebærer en omsætningsfrengang på 1,5 mia. kroner i 2015, skal lykkes.

Samarbejde og koordinering
”Mere samarbejde og koordinering er afgørende for væksten i turisterhvervet, som består af mange små virksomheder”, siger regionsrådsformand Bent Hansen som baggrund for, at Regionsrådet yder støtte til projektet.
”Der skal ske en omstilling til online kommunikation, så markedsføringen i højere grad sker på internettet frem for på papir. Og så skal medarbejdere og ledere i erhvervet flytte fokus fra at drive turistinformation til at yde turistservice,” siger han og peger på udannelse som et af de redskaber, der arbejdes med i projektet.

Branding og digitale kompetencer
Det ambitiøse projekt omfatter både medarbejdere, ledelse og virksomheder, og det strækker sig over tre år.
Som operatør på projektet lægger Midtjysk Turisme op til en bred vifte af indsatser, som spænder fra analyser af turisternes ønsker, professionelle partnerskaber, branding og konceptudvikling til udvikling af digitale kompetencer.
Kystturisme og erhvervsturisme er de to centrale forretningsområder for turismen i Region Midtjylland. Derfor indgår der også særlige demonstrationsprojekter inden for disse to områder.
Foruden Midtjysk Turisme indgår Destination Djursland, Ringkøbing-Skjern Kommune, Aarhus Kommune, VisitAarhus, VisitHerning og konsulentvirksomheden Seismonaut i projektet.
Region Midtjylland bidrager med 3,7 mio. kroner, kommunerne med 3,1 mio. kroner, mens EU's Socialfond ventes at bidrage med godt 20 mio. kroner.



Flere oplysninger:

Bent Hansen,
Formand for Regionsrådet
Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Erik Sejersen, afdelingschef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1700
Mobil: 2068 5588
Erik.sejersen@ru.rm.dk


Billedtekst:
Som en del af turismeindsatsen vil 500 medarbejdere og ledere i turisterhvervet i løbet af de kommende tre år blive opkvalificeret. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.