Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital ligger på en række kvalitetsmål i toppen blandt de danske fertilitetsklinikker

Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital ligger på en række kvalitetsmål i toppen blandt de danske fertilitetsklinikker

Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital ligger nummer ét blandt de ni offentlige fertilitetsklinikker i Danmark, når det gælder chancen for at blive gravid. 27,9 % af de påbegyndte IVF- og mikroinseminations-behandlinger på Fertilitetsklinikken i 2013 førte til graviditet (landsgennemsnit 24,2 %).

- Både i Danmark og internationalt ligger Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital i top, og det gør vi vel at mærke samtidig med, at vi har meget få tvillingegraviditeter, siger professor og overlæge Ulla Breth Knudsen, der er lægefaglig leder af Fertilitetsklinikken.

Resultaterne er opgjort som kliniske graviditeter (hvor graviditeten kan konstateres ved en ultralydsskanning 5 uger efter oplægningen (eller i graviditetsuge 8) hos kvinder under 40 år.

Dyrker æggene et par dage længere i laboratoriet
Fertilitetsklinikken dyrker de befrugtede æg i laboratoriet i op til 5 dage, til æggene har delt sig til over 100 celler og nået det såkaldte blastocyststadium. Disse æg giver en højere graviditetschance end æg, som er dyrket færre dage. Dette skyldes, at de dårlige æg som regel går i stå, inden de når blastocyststadiet.

Ved en del af behandlingerne er der flere befrugtede og egnede æg ved 1. IVF-behandling, end kvinden får lagt tilbage, og disse æg fryses ned for at blive tøet op og blive anvendt, hvis der er behov for flere behandlinger. Disse æg dyrkes også til blastocyststadiet, idet æggene herved bedre tåler nedfrysningen. Graviditetsraten er 20,9 % per optøning (landsgennemsnit 16,7 %). 62,5 % af Fertilitetsklinikkens frysebehandlinger har resulteret i en klinisk graviditet.

Tvillingeraten er nede på 8 %
Omvendt er risikoen for at blive gravid med tvillinger nede på 8,0 % (landsgennemsnit for flerfoldsgraviditeter 14,2 %), og der var ingen trillingegraviditeter i 2013. Den lave tvillingerate skyldes, at Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital hos 65 % af kvinderne kun lægger ét befrugtet æg op (landsgennemsnittet 54 %).

Fertilitetsklinikken har et ønske om at færrest bliver gravide med tvillinger, fordi tvillingegraviditeter ofte giver en besværet graviditet, med mange komplikationer for både børn og mor og hyppig fødsel før tid af to små børn.

Næsten samme graviditetsresultater efter ægsortering
Til par med høj risiko for at få børn med alvorlige arvelige sygdomme tilbyder Fertilitetsklinikken ægsortering. Her undersøges arvemassen i de befrugtede æg for at sortere æg fra, som indeholder anlæg for sygdommen.

Selv om 1 celle tages ud af ægget, når det har delt sig til 8 celler, så er graviditetschancen stort set den samme, som hvis ikke der var udført ægsortering. Graviditetsraten var 22,5 % pr. påbegyndt behandling i 2013.

Alt i alt har 82 % af de par, som var i behandling for ægsortering på Fertilitetsklinikken fra 2011 til 2013, opnået graviditet i løbet af i gennemsnit 1,5 behandlinger. Alle børnene var raske.

Yderligere information
  • Professor, overlæge, Ph.D. Ulla Breth Knudsen,
    lægelig afsnitsleder på tlf. 7845 3348
  • Biolog Johnny Hindkjær, laboratorieleder, tlf. 7845 3326