27-06-2014



Både i butikkerne og på restauranterne er lokale fødevarer på fremmarch. Fødevareproducenterne har fokus på kundernes ønsker og er hurtige til at reagere på dem, og de får nu en særlig plads i den regionale fødevaresatsning.

I uge 7 ryddede Bilka i Tilst på baggrund af et samarbejde med Danish Food Cluster adskillige hyldemeter for at gøre plads til bl.a. mindre fødevareproducenter med nyskabende produkter.
I denne måned har Coop så lanceret sin nye helhedsstrategi, hvor de mindre fødevareproducenter vil blive prioriteret højt.
At de store spillere på fødevaremarkedet tager de lokale fødevarer til sig, betyder nye chancer for de lokale fødevareproducenter – men også nye krav.
Begge dele var i fokus på torsdagens møde i Region Midtjyllands fødevareråd, fortæller Erik Sejersen, afdelingschef i Region Midtjylland.
”På mødet har vi drøftet, hvordan vi fra regionens side bedst kan styrke de dygtigste lokale fødevareproducenter, så de får volumen og innovationskraft til at begå sig i større sammenhænge”, siger han.

Fire netværk
Han er ikke i tvivl om, at der er vækstpotentiale og arbejdspladser i at arbejde med de lokale fødevareproducenters afsætningskanaler og produktudvikling.
”Vi har blandt andet fået samlet en del af regionens små fødevareproducenter i fire større netværk – Smagen i Centrum, Smag på Landskabet, Østjyllands Spisekammer og Madlandet i Vest. Vi har med netværkene opfordret til at arbejde tæt sammen og tænke større. Det har affødt resultater i form af ”sommerhuskasser” med råvarer til turisterne, udvikling af nye produkter som havtornmarmelade samt fokus på at udnytte alle udskæringer på kød og bruge lokale events som afsætningskanal”, siger Erik Sejersen.

Hurtig omstilling
I det regionale fødevareråd sidder Mads Nysted, indkøbs- og salgsdirektør ved det norskejede firma Reitan Distribution. Virksomheden leverer til REMA 1000 og har gode erfaringer med at samarbejde med lokale fødevareproducenter.
”Vi oplever, at de lokale fødevareproducenter er gode sparringpartnere og ligesom os har fokus på, hvad kunderne ønsker. Sammen med disse oplever vi også, at vi kan omstille os hurtigt efter kundernes ønsker og i det hele taget spille bold op ad hinanden”, siger Mads Nysted og tilføjer, at hans virksomhed gerne vil hjælpe de bedste mindre producenter til at skabe vækst sammen med Reitan Distribution.
I Midtjylland har Reitan Distribution eksempelvis et samarbejde med virksomheden Jakobsens – en innovativ producent af honning i alle afskygninger.

Lokal mad på restaurant
Også andre sektorer oplever danskernes stigende interesse for lokale fødevarer. Ifølge fødevarechef i HORESTA og medlem af fødevarerådet Tine Skriver er begreberne Local Food og Local Cooking i kraftig vækst og bidrager således til udviklingen af de mindre og lokale fødevareproducenter.
”Ved at bruge lokale fødevarer kan restauranterne byde gæsterne på en unik og autentisk gastronomisk oplevelse. En oplevelse der forhåbentlig cementerer sig i gæsternes bevidsthed og de derfor får lyst til at komme igen eller fortæller andre om den”, siger hun.

58 procent valgte lokalt
Ifølge en nylig rundspørge fra Forbrugerrådet Tænk har 58 procent af de adspurgte inden for det seneste år valgt at købe fødevarer fra små fødevareproducenter, der ligger inden for en radius af 30 km fra deres bopæl.


Billedtekst:
En produktion af havtornmarmelade er et af resultaterne af de regionale netværkssamarbejder. Det orange bær er blandt verdens sundeste bær med et højt indhold af vitaminer og omega-fedtsyrer samt stærke antioxidanter.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning på www.ru.rm.dk


For yderligere informationer:

Erik Sejersen, afdelingschef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 2068 5588
erik.sejersen@ru.rm.dk

Lars Haahr Jensen, chefkonsulent,
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 2163 9939
lars.jensen@ru.rm.dk

Mads Nysted, indkøbs- og salgsdirektør
Reitan Distribution,
Telefon: 2224 8325
mny@reitandistribution.dk

Tine Skriver, fødevarechef
HORESTA,
Telefon: 3524 8080
tsk@horesta.dk

Greta Jakobsen, formand for
Vækstforums fødevareråd og
direktør for Højmarklaboratoriet
Telefon: 2340 2444



FAKTA
Region Midtjyllands fødevaresatsning blev iværksat i 2010 med strategien Klog Hverdagsmad som sund forretning. Siden har Region Midtjylland manifesteret sig som Danmarks førende fødevareregion, hvilket fremgår af regeringens Vækstplan for fødevarer og understøttes af regionens egen smart specialization analyse fra 2013. Således forventes Vækstforum i Region Midtjylland at påtage sig særligt ansvar – også tværregionalt og nationalt – for at skabe gode rammer for innovation, vækst og samarbejde inden for fødevareerhvervet.


Se mere om regionens fødevaresatsning på www.foedevarer.rm.dk

Link til de regionale fødevarenetværks websites:
www.smagpaalandskabet.dk
www.madlandet.dk