Hvis du skal på rejse efter den 1. august 2014, så skal du huske det blå sygesikringskort, så du kan få lægehjælp, hvis du bliver syg eller kommer til skade.

Fra 1. august 2014 dækker dit gule sundhedskort ikke længere som rejsesygesikring uden for Danmark, Færøerne og Grønland.

Hvis uheldet er ude på rejser i EU, Norge, Island, Liechtenstein (EØS) og Schweiz, skal du i stedet bruge det blå EU-sygesikringskort.

Den 1. juli 2014 havde 148.084 borgere i Region Midtjylland bestilt det blå kort, som giver ret til samme behandling, som borgerne i det land, man rejser i. Det betyder, at man er dækket forskelligt afhængigt af de regler, der gælder i det pågældende land. Nogle steder er der for eksempel egenbetaling for forskellige ydelser.

Hvis du helt vil undgå egenbetaling i forbindelse med sygdom i udlandet, så bør du tegne en rejseforsikring hos dit forsikringsselskab.

Hvorfor to kort?

I disse dage udsender Danske Regioner nye gule sundhedskort til alle danskere, netop fordi sikringen på kortet ændrer sig den 1. august 2014 så oplysningerne på kortet snart er forældede.

Et oplagt spørgsmål i den forbindelse er, hvorfor man ikke bare har slået det gule og det blå kort sammen til et kort, som kan udsendes til alle danskere, men så enkelt er det desværre ikke.

Nogle borgere, der er berettiget til det gule sundhedskort, er ikke nødvendigvis berettiget til samtidigt at få det blå EU-sygesikringskort fra Danmark. Det gælder for eksempel personer der bor i Danmark men er socialt sikret efter EU-retten i et andet EU/EØS-land eller Schweiz. De skal derfor have deres blå EU-sygesikringskort fra dét land, de er socialt sikret i.

Det gælder også personer der bor i Danmark men som ikke er statsborgere i et EU/EØS-land eller Schweiz. De er ikke dækket direkte under EU-reglerne. 

En anden løsning kunne være at lade det blå kort indgå i passet, som man altid har med på rejsen. Den løsning dur desværre heller ikke, da udformningen af passet skal følge internationale standarder og et minimumsniveau i forhold til sikkerhed.

Fakta

  • Det blå kort dækker på rejser i EU, EØS (Norge, Island, Lichtenstein) og Schweiz.
  • Det blå kort giver ret til behandling på samme vilkår, som borgerne i det land, man rejser i.
  • Det blå kort er gratis og kan bestilles på www.borger.dk. Du skal bruge NemId ved bestillingen.
  • Rejser du ud af Danmark på ferie senest den 31. juli er du dækket af dit gule sundhedskort i op til en måned efter afrejsen på samme vilkår som den offentlige rejsesygesikring hidtil har dækket.
  • Rejser du ud af Danmark på ferie efter den 1. august 2014 eller senere, dækker det gule sundhedskort ikke længere.
  • Det blå kort er dokumentation for, at du ifølge EU-reglerne er dansk sygesikret og har ret til offentlig behandling. Du skal selv betale en evt. egenbetaling alt efter, hvad der gælder i det enkelte land.
  • Hvis du rejser uden for EU, EØS, Schweiz, Grønland og Færøerne dækker hverken det gule eller det blå kort. Det kan være en god idé at tegne en privat rejseforsikring.

Få flere oplysninger på www.huskdetblaa.dk