21.06.2017

Det ligger nu fast, at det socialpsykiatriske bosted Blåkærgård ved Viborg skal lukke. Det har regionsrådet besluttet som følge af en faldende efterspørgsel på bostedets pladser.

Blåkærgård er normeret til 20 personer, men fra august vil kun cirka halvdelen af pladserne være optaget - og trods flere forsøg på at afsætte pladserne er der ikke udsigt til, at der kommer flere beboere.

Faldet i belægningen er især sket i 2016 og 2017. Der har derfor været gennemført en række besparelser: Beboerne er blevet samlet i to huse, personalets vagtplaner er omlagt, og tilberedningen af mad er blevet effektiviseret. Tilpasningerne er nu på et niveau, hvor det sikkerhedsmæssigt og fagligt ikke er forsvarligt at spare yderligere.

Under høringen i april udtrykte nogle kommuner bekymring over lukningen. På den baggrund lavede regionen nogle beregninger på, hvad en plads på Blåkærgård ville koste, hvis bostedet skulle drives videre. Det ville medføre en takststigning, og efter en dialog med kommunerne i regionen blev det i stedet besluttet, at regionen skal oprette nogle ekstra pladser på bostedet Tangkær i Ørsted.

Regionen vil nu i et tæt samarbejde med beboere, pårørende og kommunerne finde alternative tilbud for de beboere, der i dag er indskrevet på Blåkærgård.

Lukningen ventes gennemført ved udgangen af 2017.

Fakta
• Blåkærgård er et bosted for voksne med svære psykiske sygdomme, komplekse adfærdsproblemer og afhængighed
• bostedet er normeret til 20 døgnpladser
• der er 23 fastansatte medarbejdere.

Flere oplysninger
Heinz Jacob, områdeleder, 7847 7081, heijak@rm.dk