08.03.2018 

En stor grund med nedlagt renseri i Boulstrup sydøst for Odder skal renses for ca. 12 millioner kroner. Det er en del af jordforureningsplanen 2018 for Region Midtjylland, som Udvalg for Regional Udvikling foreslår regionsrådet at gennemføre. Oprensningen i Boulstrup skal sikre rent drikkevand til borgerne i Odder Kommune.

Få hundrede meter fra en stor jordforurening på en renserigrund i Boulstrup har Odder Kommune tre vigtige drikkevandsboringer. 

Illustration af forureningsområdet ved det lukkede renseri i Boulstrup sydøst for Odder, hvor nogle af kommunens vitale drikkevandsboringer er tæt på. I fremtiden skal kommunen kunne pumpe endnu mere drikkevand fra netop disse boringer, og nu skal der renses op, så forureningen ikke risikerer at blive suget med detgrundvand, der skal ud i hanerne.  Illustration: Region Midtjylland 

Kommunen har brug for endnu mere vand derfra til borgernes haner. Derfor er det afgørende at fjerne forureningen, så den ikke suges ind i det grundvand, der pumpes op til drikkevand.

- Det her er et eksempel på en kerneopgave for regionen, nemlig at sikre vores rene drikkevand. Det er selvfølgelig en stor og dyr opgave i Boulstrup. Men når en kommune har vanskeligt ved at finde andre drikkevandsforsyninger, så må vi også gøre, hvad vi kan for at holde grundvandet i området fri for forurening, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling. 

Det nu lukkede renseri i Boulstrup, hvor et område på ca. 2.000 kvm. nu er forurenet med klorerede opløsningsmidler. Foto: Niels Åge Skovbo 

En usædvanlig jordforurening

Forureningen med klorerede opløsningsmidler fra det nu nedlagte renseri har spredt sig over et område på 2.000 kvadratmeter. Men det er muligt at rense grunden, for der er ingen produktion i gang eller boliger på grunden.

- Det er heldigvis sjældent, vi ser så alvorlig en jordforurening så tæt på en kritisk vandressource for en hel kommune. Og i denne sag kan vi faktisk få renset op, så der ikke er risiko for forurening i drikkevandet, uanset hvor meget grundvand kommunen har brug for at pumpe op, forklarer Region Midtjyllands miljødirektør Jytte Gad Lauridsen.

Oprensningen vil forventeligt begynde i 2018 og vare omkring to år. 

Odder Vandværks grund i forgrunden, hvor der findes tre drikkevandsboringer, som forsyner en stor del af Odder Kommune med rent drikkevand. I baggrunden ses Boulstrup. Foto: Niels Åge Skovbo  

Del af jordforureningsplanen 2018

Renserigrunden i Boulstrup er en del af regionens 2018-plan for jordforureningsområdet, som Udvalg for Regional Udvikling anbefaler regionsrådet at godkende.

Jordforureningsplanen beskriver, hvordan regionen i det pågældende år kan løse opgaven med at beskytte grund- og drikkevand og samtidig skabe tryghed for borgere, der bor på forurenede eller muligt forurenede grunde. 

Det er planen, at forretningsudvalget behandler sagen den 13. marts og regionsrådet den 20. marts.  

Fakta

  • Rensning af den tidligere renserigrund i Boulstrup koster ca. 12 mio. kroner i alt. Oprensning begynder i 2018 og slutter formentlig først i 2020.
  • Miljø i Region Midtjylland har i 2018 i alt ca. 39 mio. kroner til undersøgelser og løsninger (afværge), der sikrer, at jordforurening ikke påvirker grundvand eller indeklimaet i boliger på eller i nærheden af forureningen.
  • I 2018 forventer regionen at lave ca. 230 indledende eller videregående undersøgelser af boliggrunde og mulige grundvandsforureninger. Herudover forventes ca. 20 "afværge"-opgaver, og regionen har samtidig omkring 30 miljøovervågningsopgaver en række steder i regionen.  

Flere oplysninger