Påvirker det hospitalshygiejnen og antallet af infektioner at flytte ind i et nyt hospitalsbyggeri med 100 pct. enestuer? Det vil NIDO | danmarks nye ph.d.-studerende Susanne Gundersborg Sandbøl undersøge i et nyt og unikt forskningsprojekt mellem Hospitalsenheden Vest og Health, Aarhus Universitet.

Siden 1. november har 34-årige sygeplejerske og cand. scient.san. Susanne Gundersborg Sandbøl kunnet kalde sig ph.d.-studerende ved NIDO | danmark og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet. Arbejdet med et ambitiøst ph.d.-projekt står lige for døren, og forudsætningen for at gå i gang har været et stort og grundigt forarbejde, bl.a. i samarbejde med Kvalitet og Udvikling på Hospitalsenheden Vest, der har været med til at initiere forskningsprojektet, og desuden vil være samarbejdspartner.

I det seneste år har Susanne Gundersborg Sandbøl arbejdet sammen med de erfarne hygiejnesygeplejersker på Infektionshygiejnisk Enhed ved Kvalitet og Udvikling, og det har givet vigtig viden, som ifølge den unge forsker er guld værd.

- De infektionshygiejniske problemstillinger på et hospital er ret komplekse, og derfor har det også været utrolig vigtigt for mig at have både den teoretiske og den klinisk infektionshygiejniske viden på plads for at kunne udarbejde forskningsprojektet. 

Gødstrup er en unik mulighed for at få ny og vigtig viden om hospitalshygiejne

I 2020 åbner Regionshospitalet Gødstrup med 100 pct. nye enestuer, og de nye rammer giver en unik mulighed for at undersøge, om de nye rammer vil påvirke antallet af hospitalsinfektioner og den generelle hospitalshygiejne.

Mellem hver 8. og 10. patient får en hospitalserhvervet infektion i Danmark, hvilket medfører en forlængelse af sygehusopholdet, øget antibiotikaforbrug og i nogle tilfælde døden. Alene på det menneskelige plan er hospitalserhvervede infektioner et alvorligt problem, men de er også en økonomisk belastning af betydeligt omfang.  Ifølge undersøgelser vurderes det, at man kan undgå mellem 20-50 pct. af hospitalserhvervede infektioner med passende infektionshygiejniske tiltag, og formodningen er, at nye enestuer i de nye danske hospitalsbyggerier vil kunne have en forebyggende effekt på hospitalserhvervede infektioner.

- Derfor er det vigtigt, vi anvender denne enestående og historiske mulighed til at undersøge dette, siger ph.d.-studerende Susanne Gundersborg Sandbøl.

Fakta

  • Ph.d.-projektet "The effect of a newly built hospital on infection control" er initieret af NIDO | danmark og Kvalitet og Udvikling, Hospitalsenheden Vest.
    • Formålet er at undersøge, hvordan udflytningen til et nybygget hospital med enestuer påvirker:
    • Forekomsten af hospitalserhvervede infektioner.
    • Forurening med sygdomsfremkaldende mikroorganismer.
    • Hospitalsansattes håndhygiejne.
    • Dataindsamlingen til ph.d.-projektet går i gang i december 2018, og forløber over tre studier, der forventes afsluttet i 2022. 

Flere oplysninger

NIDO | danmarks nye ph.d.-studerende, cand.scient.san. Susanne Gundersborg Sandbøl, vil bl.a. bruge miljøpodninger og adfærdsmålinger i sin dataindsamling. Foto: Søren Braad Andersen, Region Midtjylland.