04.02.2019

I weekenden blev Landspatientregistret opgraderet på sygehuse og hospitaler i Region Midtjylland, Region Hovedstaden samt Region Sjælland. Det nye register skal blandt andet give et bedre overblik over patienternes sygdomsforløb.

I februar og marts måned indfører alle regioner i Danmark en ny version af Landspatientregisteret (LPR3) i deres elektroniske patientjournal. Den nye version skal på sigt give et bedre overblik over patienternes sygdomsforløb, sikre bedre data til statistik og forskning samt skabe grundlag for en bedre styring af danske sygehuse og hospitaler. Tre regioner – Region Midtjylland, Region Hovedstaden og Region Sjælland – gik i weekenden i luften med den nye version af Landpatientregistret. De tre regioner samt Sundhedsdatastyrelsen oplyser, at overgangen til LPR3 er forløbet godt.

Det er ikke mindst takket være indsatsen fra de mange hundrede medarbejdere i regioner og Sundhedsdatastyrelsen, som har arbejdet dedikeret med opgraderingen til LPR3.


Helle Vadmand Jensen, kontorchef og formand for projektets styregruppe i Region Midtjylland, fortæller, at weekendens store omlægning blev gennemført efter planen:


- Vi ser nu resultatet af et kæmpestort arbejde. Både i it-afdelingen og på hospitalerne er der ydet en ekstra indsats for at få projektet i mål. Alene i Region Midtjylland har vi undervist tusinder af ansatte. Det fortæller lidt om projektets størrelse, siger Helle Vadmand Jensen.

Med det nye Landspatientregister skal især lægesekretærerne – og i nogen grad læger og sygeplejersker – kode på en ny måde og vænne sig til at indberette patientbehandling på en ny måde. Det vil kræve en fortsat stor indsats af medarbejderne. Så også i de kommende måneder vil der i regionerne blive brugt mange ressourcer på at understøtte ibrugtagningen af et nyt Landspatientregister.

Nedsat aktivitet


Også i de to østdanske regioner, Region Hovedstaden og Region Sjælland, forløb overgangen til det nye Landspatientregister godt, fortæller Søren Bredkjær, vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland samt medlem af implementeringsgruppen i Region Sjælland:

- Vi var godt forberedte, og der har i alle tre regioner været et stort fokus på at tilrettelægge opgraderingen, så patienterne har mærket færrest mulige forstyrrelser. Det kan dog ikke udelukkes, at der i forbindelse med overgangen er opstået ekstra ventetid på ikke-akut behandling. De forskellige afdelinger har i varierende omfang planlagt med nedsat planlagt aktivitet de første dage efter opgraderingen, men alle akutte patienter modtages som vanligt, siger Søren Bredkjær.

Bedre data

Der vil gå noget tid, inden fordelene med det nye Landspatientregister viser sig med bedre data til statistik og forskning samt et bedre overblik over patienternes sygdomsforløb. Med LPR3 vil der komme en periode, hvor tidligere data fra LPR2 ikke umiddelbart kan sammenlignes med nye fra LPR3, da kodningen er ændret. Der vil således være en periode, hvor regionerne ikke kan få data retur centralt fra, og hvor der ikke kommer central rapportering på for eksempel udredningsret og kræftpakker.

Der vil også mangle data fra landspatientregisteret til de kliniske kvalitetsdatabaser og andre registre, fortæller Lisbeth Nielsen, direktør i Sundhedsdatastyrelsen.

- Opgraderingen til LPR3 er den største gennemgribende modernisering af Landspatientregisteret siden 1994. Det vil give gener i en periode. Dataleverancerne bliver imidlertid genoptaget hurtigst mulig. Vi forventer, at have en samlet tidsplan for leverancerne klar inden udgangen af marts. Moderniseringen vil opfylde en lang række ønsker som alle parter har haft i længere tid. Det vil bane vej for et bedre overblik over patienters samlede forløb, for bedre datakvalitet og mere detaljeret viden og andre gevinster til gavn for os all, siger Lisbeth Nielsen, som roser alle involverede parter for en god indsats og godt samarbejde.

Region Nordjylland og Region Syddanmark gennemfører opgraderingen til LPR3 senere i februar-marts.

Kontaktoplysninger

Helle Vadmand Jensen, kontorchef og formand for projektets styregruppe i Region Midtjylland, 2037 4766, Helle.Vadmand.Jensen@stab.rm.dk

Søren Bredkjær, vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland samt medlem af implementeringsgruppen i Region Sjælland, 4033 0227

Lisbeth Nielsen, direktør, Sundhedsdatastyrelsen: Kontaktes via Ib Roslund, presseansvarlig i Sundhedsdatastyrelsen, 2225 6980.