Fremtidens intelligente hospitalsseng

Fremtidens intelligente hospitalsseng ruller i øjeblikket ind på Regionshospitalet Randers.

Knap 70 traditionelle senge er sendt på pension og bliver erstattet af en nyudviklet seng, som med sine mange funktioner kan hjælpe patienterne hurtigere på benene og samtidig aflaste personalet i plejearbejdet.

Sengen er udviklet af hospitalets innovationsafdeling i tæt samarbejde med Hadsten-virksomheden K.R. Hospitalsudstyr, som har sat sengen i produktion.

Den nye seng kan i bedste Storm P-stil laves om til en stol, sådan at patienten kan stige ud af fodenden på samme måde, som når man rejser sig fra sin lænestol. Især nyopererede patienter har gavn af denne funktion, når de skal ud af sengen første gang. Samtidig er det godt for både åndedræt og kredsløb, at patienter, som ligger meget i sengen, kan sidde mere oprejst.

To sidegevinster ved den oprette position er, at patienten får en mere ligeværdig dialog med personalet, samt at det er lettere at spise i sengen uden at spilde.

Vipper fra side til side

Også personalet på Regionshospitalet Randers har gavn af de nye senge. Personalet får nemlig hjælp af tyngdekraften, når patienter skal vendes, fordi sengen kan vippes 10 grader til siderne. Denne funktion bidrager yderligere til, at plejen af meget sengeliggende patienter bliver mere skånsom.

På længere sigt er det planen, at sengen skal være digital, og den er derfor forberedt til forskellige former for sensorer og andet digitalt udstyr til f.eks. vejning i forbindelse med ordination af medicin og overvågning af patienten.

Et hit på sociale medier

Den intelligente seng går sin sejrsgang på regionshospitalets Facebook-side, hvor en video, der demonstrerer sengen, er blevet vist mere end 335.000 gange.

Den kan ses på: https://www.facebook.com/regionshospitaletranders?ref=ts&fref=ts

 

Yderligere oplysninger:

Projektleder Majbritt Aagaard, Regionshospitalet Randers

Mail: majaag@rm.dk

Tlf.: 78 42  01 52