25.08.2015

Stor dansk undersøgelse af leukæmipatienters prognose og behandlingsmuligheder
En dansk forskergruppe har fundet en gruppe af leukæmipatienter, som har en særligt alvorlig prognose. Nye behandlingsformer bør undersøges hos denne gruppe af leukæmipatienter.

En forskergruppe, under ledelse af læger og forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, har identificeret en undergruppe af patienter med akut leukæmi, der alle har en særdeles dårlig prognose. Det drejer sig om patienter med akut leukæmi udviklet fra de kroniske blodsygdomme polycytæmia vera, essentiel trombocytæmi og myelofibrose.

- Leukæmipatienter, der forud for akut leukæmi har haft én af disse kroniske blodsygdomme, har en særdeles alvorlig prognose. Disse særlige patienters meget dårlige prognose understreges i vores undersøgelse, siger læge og ph.d.-studerende Lene Sofie Granfeldt Østgård.

Man har længe haft en idé om, at netop denne undergruppe af leukæmipatienter har en alvorlig prognose, men man har først fået præcise tal for problemet med denne store danske undersøgelse.

Yderligere undersøgelser er nødvendige for at belyse, hvorvidt gældende behandlingspraksis, der indbefatter allogen stamcelletransplantation (transplantation af knoglemarvsstamceller fra enten en søskende- eller en registerdonor), også reelt forbedrer udsigterne for disse patienter.

Resultaterne er offentliggjort i:

Lene Sofie Granfeldt Østgård, Bruno C. Medeiros, Henrik Sengeløv, Mette Nørgaard, Mette Klarskov Andersen, Inge Høgh Dufva, Lone Smidstrup Friis, Eigil Kjeldsen, Claus Werenberg Marcher, Birgitte Preiss, Marianne Severinsen og Jan Maxwell Nørgaard: Epidemiology and Clinical Significance of Secondary and Therapy-Related Acute Myeloid Leukemia: A National Population-Based Cohort Study. Journal of Clinical Oncology. Aug. 24. 2015.

Yderligere information:

  • Læge og ph.d.-studerende Lene Sofie Granfeldt Østgård på tlf. 8716 8063, mobil 2972 8127 eller mail lenoestg@rm.dk

  • Ledende overlæge Jan Maxwell Nørgaard på tlf. 78467859/mobil 25119596 eller mail jannorga@rm.dk