20-02-2015

Er du utryg, så kontakt din praktiserende læge. Sådan lyder budskabet i et brev fra Region Midtjylland til alle tidligere patienter hos den privatpraktiserende vestjyske psykiater, der har fået frataget sin autorisation af Sundhedsstyrelsen.

Region Midtjylland har i dag sendt brev til alle de patienter, der i årene 2007 – 2013 har været i behandling hos psykiateren. Det sker efter, at pressen tidligere på måneden satte fornyet fokus på sagen. 

Der er tale om 1379 patienter. De fleste bor i Region Midtjylland, men lægen har også haft patienter i andre regioner, primært i Region Nordjylland og Region Syddanmark. 

Brevene opfordrer borgere, som oplever tvivl eller usikkerhed om, hvorvidt de har fået den rette behandling, til at kontakte deres praktiserende læge for en ny vurdering. Samtidig vejleder brevene om mulighed for at klage og for at søge erstatning. 

Blandt patienterne er der både voksne og børn. 

- Blandt patienterne er der 11 børn under 15 år. Når det handler om børn under 15 år, har vi valgt at skrive til forældrene, fortæller Christian Boel, konstitueret koncerndirektør i Region Midtjylland. 

Region Midtjylland opretter nu ekstra ambulatoriekapacitet med speciallægeressourcer i Herning og andre steder, hvor der måtte være brug for det. Initiativet skal sikre, at patienter, der bliver henvist fra deres praktiserende læge, kan få en ny vurdering inden for en måned. 

- Vi har både i oktober 2012 og i maj 2013 gjort de praktiserende læger opmærksom på, at psykiateren havde fået indskrænket sin ret til at udskrive medicin og sidenhen frataget sin autorisation. Men sagen fik i denne måned fornyet mediefokus med meget alvorlig kritik af den pågældende læges praksis. Derfor vurderer vi, at utrygheden kan være vokset og vælger nu at sende breve direkte til patienterne, siger Christian Boel. 

Flere oplysninger 
Konstitueret koncerndirektør Christian Boel, tlf. 2374 9162. 


opdateret: 20-02-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde