20-02-2015

De vidste, at det ville virke: Og nu bakker resultaterne op om forventningerne. 

Trods landsdækkende skepsis tilbyder Hjertemedicinsk Forskningsafsnit i Hospitalsenheden Vest patienter uden mulighed for anden behandling af deres hjertekrampe en ny chance med behandlingsmetoden EECP. 

Som det eneste sted i Danmark tilbyder Medicinsk Afdeling i Hospitalsenheden Vest en særlig behandling, kaldet EECP (Enhanced External CounterPulsation), til patienter, der har svær hjertekrampe fra forkalkninger i kranspulsårerne, og som ikke kan behandles på andre måder. 

Nu viser en analyse af behandlingsresultaterne siden 2006 i klinikken i Herning, foretaget af Kardiologisk Forskningsafsnit, at den i høj grad har haft en positiv effekt på patienternes liv. 

- Der er en klar effekt af behandlingen. Den ser man, både når man måler på antallet og sværhedsgraden af de anfald patienterne oplever, når man laver standardiserede målinger på patienternes livskvalitet, og når man måler på arbejdskapaciteten, fortæller overlæge Ole May fra Kardiologisk Forskningsafsnit. 

Gennemsnitligt oplevede patienterne dagligt 2,7 anfald inden behandlingen. Umiddelbart efter behandlingen faldt det gennemsnit til 0,9 og gennemsnittet holdt sig nede på 1,3 hele tolv måneder efter behandlingen. 

Under behandlingen får patienten tre sæt manchetter spændt om benene. De bliver blæst op til et tryk på 300 mm kviksølv i hjertets hvilefase, som er det tidspunkt hvor kransårerne forsyner hjertemusklen med iltet blod. Manchettrykket bevirker, at blodet presses tilbage mod hjertet og gør blodgennemstrømningen i hjertets kransårer 2,5 gange større end normalt. EECP er kendt og benyttet flere steder i udlandet, men i Danmark har der været en udbredt skepsis overfor om behandlingen virker. Og det er ærgerligt, mener Ole May: 

- I udstyr og arbejdskraft koster det ikke særligt meget at tilbyde denne behandling. Vi bruger en maskine, som kostede omkring 1,7 mio. i 2006. Der er normeret to sygeplejersker til opgaven, og så er der tilknyttet en kardiolog. Men patienten skal have behandlingen dagligt i syv uger, og det bliver derfor besværligt for dem, som bor langt fra Herning at få behandlingen. Vi har oplevet, at patienter fra andre regioner, som vi har tilbudt EECP, har måttet afstå fra behandlingen på grund af udgifter til transport. 

Patienter, der lider af forkalkninger i hjertets kransårer, og som hverken kan behandles medicinsk eller kirurgisk, lever ofte et liv, der er kraftigt påvirket af hjertekramperne. Udover selve anfaldene, der kan være meget smertefulde, så forhindrer lidelsen patienterne i at dyrke motion og påvirker også ofte den almindelige hverdag. Symptomerne dukker nemlig oftest op i forbindelse med fysisk aktivitet. 

Fakta 
Om Angina pectoris 
Årligt rammes op imod 100.000 danskere af angina pectoris - eller hjertekrampe. Begrebet dækker over en række symptomer, der skyldes åreforkalkning i hjertets kranspulsårer. Typisk oplever patienten stærke smerter i venstre side af brystet, og ofte kommer smerterne i forbindelse med fysisk anstrengelse. En del af patienterne oplever symptomerne så ofte, at selv korte gåture, turen op ad trappen eller det at slå græsplænen kan udløse et anfald. 

Typisk kan åreforkalkningen, der ligger bag symptomerne, behandles med medicin, en ballonudvidelse af blodårerne eller en bypassoperation. 

Enkelte patienter har dog ikke nogen effekt af behandlingen, og må derfor leve med at symptomerne bliver ved med at dukke op.

Det er disse patienter, som har vist sig at opnå rigtig store forbedringer ved behandling med EECP. 


Kilde: https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/hjerte-og-blodkar/sygdomme/koronarsygdom/angina-pectoris-symptomer

Om EECP 
EECP-behandlingen er non-invasiv og består af 35 behandlinger af en times varighed. Behandlingen udføres ved hjælp af tre sæt manchetter, der påsættes patientens ben. Styret af hjertediagrammet opblæses manchetterne i diastolen (hjertets afslapningsfase). Det er vist, at gennemstrømningen i hjertets kransårer forbedres, og at hjertets pumpeevne øges under behandlingen. Det antages, at EECP-behandling kan åbne eksisterende små blodkar mellem normalt væv og væv med iltmangel i hjertemusklen. Endvidere har nogle studier på hunde vist, at EECP-behandling kan fremme dannelsen af nye små blodkar i hjertemusklen. Det er også vist, at kransårenes evne til at udvide sig forbedres. 

Om forskningsprojektet 
Projekt ”EECP-Herning” startede i 2006. Vi så hver af deltagerne 5 gange i en periode på 16 måneder. Vi målte på deres sukkerstofskifte, og tog blodprøver til senere analyse. De fik foretaget en ultralydsundersøgelse af hjertet under medicinsk belastning, fik gjort en døgnoptagelse af hjertediagrammet, døgn-blodtryksmåling og foretaget arbejdstest. 


Yderligere information 
Overlæge Ole May 
Kardiologisk Forskningsafsnit 
Tlf. 7843 6177 
Ole.may@vest.rm.dk

Projektsygeplejerske Vibeke Lynggaard 
Kardiologisk Forskningsafsnit 
Tlf. 7843 6244 
Vibeke.lynggaard@vest.rm.dk

opdateret: 20-02-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde