09.07.2015:

Det Nye Universitetshospital i Aarhus skal have en ekstra helikopterlandingsplads ved hospitalets hjerteafdeling.

Region Midtjylland har netop sendt opgaven i udbud.

Det er altafgørende for akutte hjertepatienter at komme i behandling hurtigst muligt. Derfor skal der etableres endnu en helikopter-landingsplads ved Det Nye Universitetshospital i Aarhus, DNU.

Den ekstra helikopterlandingsplads kommer til at ligge cirka en km fra en allerede planlagt landingsplads ved hospitalets nye Akutcenter. Akutcentrets landingsplads finansieres af DNU-projektet, hvorimod landingspladsen ved Hjerteafdelingen finansieret af fonde og Region Midtjylland.

Den samlede budgetramme for helikopterlandingspladsen er 28,8 mio. kroner inkl. udgifter til etableringen af det tårn, der skal bære platformen. TrygFonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål har begge doneret 10 mio. kroner, Region Midtjylland finansierer resten.

Opgaven sendt i udbud
Opgaven med at etablere selve helipaden er netop sendt i udbud som totalentreprise med forudgående prækvalifikation. Totalentreprisen vil primært omfatte hovedelementerne helipad, fundamenter, vandtank, flugtvejstrappe fra helipaden, gangbro til et tårn ved eksisterende hospital i Skejby samt udstyr til helipaden.

Udbuddet på helikopterlandingspladsen opdeles i to: En totalentreprise på selve helipad (platformen), brandslukningsudstyr og det ”flytekniske” udstyr, og en hovedentreprise på opførelse af tårnet under platformen, som blandt andet kommer til at rumme elevator, kontrolrum til heliporten og modtagelsesfaciliteter. Det er totalentreprisen der nu er sendt i udbud.

Arbejdet med at etablere helikopterlandingspladsen forventes at gå i gang i starten af 2016. Ibrugtagning forventes at ske i december 2016.

 

Flere oplysninger

Frank Skriver Mikkelsen, Projektdirektør DNU 
Tlf. : 78 46 98 00 / 30 12 65 09
frank.skriver.mikkelsen@dnu.rm.dk