30.06.2015:

Ny forskning viser, at fremvisning af egne CT scanningsbilleder med forkalkninger i kranspulsårerne får flere hjertepatienter til at ændre livsstil.

Sygeplejeske og ph.d. studerende Rikke E. Mols fra Aarhus Universitetshospital har netop fremlagt nye opsigtsvækkende forskningsresultater på EuroHeartCare konference i Croatien. Resultaterne blev mødt med international interesse.

Øjenåbner
Forskningen viser en tendens til, at hjertepatienter med begyndende kranspulsåreforkalkning er mere motiverede for forebyggende livsstilsændringer, hvis de får vist scanningsbilleder af egne forkalkede kranspulsårer og en motiverende samtale.

- Det er sandsynligvis et wake-up call for patienterne. De får en oplevelse af, at de nok er i risikogruppe, men de kan rent faktisk selv gøre noget aktivt forebyggende. Typisk ved de jo godt, hvad der er sundt og usundt. Det, vi forsøger at give dem med scanningsbillederne og samtalen, er motivationen til handle på det. fortæller Rikke E. Mols.

25 minutters motivation
Den motiverende samtale tager udgangspunkt i de spørgsmål patienten har, så informationen tilpasses den enkelte. Den er kort og konkret med fokus på adfærdsændringer.

- De patienter, vi har haft med i projektet, har begyndende forkalkninger i kranspulsårene og derfor er de ikke i en krisetilstand, som hvis deres sygdom var meget alvorlig. Derfor kan de sandsynligvis langt bedre tage information til sig, siger Rikke E. Mols.

Resultaterne er blevet bragt i en artikel i The American Journal of Medicine.

Håbet er, at projektet medfører øget fokus på metoder til forebyggelse hos patienter med begyndende kranspulsåreforkalkninger vist ved Hjerte-CT.

Fakta

Undersøgelsen:

Studiet forløb over to år.

Undersøgelsen er et samarbejde mellem:

Rikke E. Mols ph.d. studerende, MSc, sygeplejerske, Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Bjarne Linde Nørgaard, lektor, overlæge, ph.d. Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Jesper Møller Jensen, overlæge, ph.d. Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Niels Peter Rønnow Sand, lektor, overlæge, ph.d., Afdeling for Hjertesygdomme, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg.

 

Projektet er støttet af TRYG Fonden og NovoNordisk Fonden.

 

Deltagerne:

192 hjertepatienter med risiko for forkalkninger i kranspulsårene og forhøjet kolesteroltal gennemgik en Hjerte-CT scanning. Alle fik ordineret kolesterolnedsættende medicin efterfølgende.

En gruppe deltog i en sygeplejefaglig konsultation, hvor de fik vist scanningsbilleder og efterfølgende fik en motiverende samtale om forbyggende medicin og hjertesund levevis.

En kontrolgruppe deltog ikke i en sygeplejefaglig konsultationen, men blev sendt tilbage til vanlig opfølgning hos deres praktiserende læge.

 

Resultater:

Rygning:

22 % af deltagerene som IKKE havde set billeder røg fortsat.

9 % af deltagerne som HAVDE set billeder røg fortsat.

Usund kost:

64 % af deltagerne som IKKE havde set billeder forsatte usunde kostvaner.

44 % af deltagerne som HAVDE set billeder fortsatte usunde kostvaner.

Kolesterolsænkende medicin:

Deltagere som HAVDE set billeder viste øget tendens til at tage anbefalet kolesterolsænkende medicin sammenlignet med deltagere som IKKE havde set billeder.

 

Nærmere information kontakt

  • Rikke E. Mols, sygeplejerske og ph.d. studerende, rikkmols@rm.dk