02-03-2015: Gravide, der efter en screening får besked om forhøjet risiko for kromosomfejl hos fosteret, oplever en stor bekymring, men hvis efterfølgende prøver afkræfter mistanken, aftager bekymringen hurtigt.

Det viser ny ph.d.-afhandling af antropolog Stina Lou fra CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland og Health, Aarhus Universitet.

93 procent af alle danske gravide vælger at blive screenet for Downs syndrom og andre kromosomfejl hos fosteret. Det sker ved den såkaldte ’nakkefoldsskanning’ i 10.-12. graviditetsuge. Omkring 5 procent svarende til 3000 gravide får et resultat der viser, at fosteret har en forhøjet risiko for Downs syndrom eller andre kromosomafvigelser. 

Langt de fleste gravide kvinder med forhøjet screeningsresultat, vælger at få lavet en moderkageprøve, der definitivt kan af- eller bekræfte mistanken om kromosomfejl. Tidligere forskning har peget på, at de teknologiske muligheder for at undersøge fostret, kan betyde at gravide sætter deres graviditet på mentalt stand-by eller opfatter fosteret som potentielt sygt, indtil det modsatte er bevist. Det finder Stina Lou ingen tegn på:
 
- De gravide, som jeg har interviewet, beretter om stor glæde ved at have set fosteret til ultralydsundersøgelsen og de udtrykker tilknytning og kærlighed til det lille liv, de har i maven. Mens de venter på de endelige resultater, gør de meget ud af at holde håbet oppe og tro på det bedste. Og her betyder det rigtig meget, at de har en god kommunikation med personalet. 

Den forhøjede risiko som et ’bump’ på vejen 
Der rejses jævnligt tvivl om, hvorvidt disse ’falske’ screeningsresultater påvirker de gravide i den efterfølgende graviditet, men den nye forskning viser, at de gravide ganske vist bliver meget bekymrede, men også at denne bekymring forsvinder, hvis nye prøver afkræfter mistanken. 

- God og positiv kommunikation samt hurtig svartid betyder, at de gravide let vender tilbage til en normal graviditet. Flere af de gravide kvinder og par omtaler det forhøjede screeningsresultat og de efterfølgende undersøgelser som et ’bump’ på vejen eller en ’omvej’, men ingen af deltagerne fortryder, at de har deltaget i screening og alle forventer at tage imod screeningstilbuddet i nye graviditeter, fortæller Stina Lou. 

God kommunikation understøtter et informeret valg 
Stina Lou har observeret mere end 400 nakkefoldsscanninger på Aarhus Universitetshospital og fulgt kommunikationen mellem sundhedsprofessionelle og de vordende forældre, som har fået et svar om forhøjet risiko. 

- De bliver rigtigt, rigtigt bekymrede, men er generelt meget tilfredse med den måde personalet hjælper dem med at håndtere situationen, siger Stina Lou og fortæller, at ph.d.-studiet også beskriver og dokumenterer, hvordan personalet forsøger at møde parrene på deres præmisser og understøtte et personligt og informeret valg. 

- Derfor er resultaterne også interessante for sundhedsprofessionelle, som ønsker at reflektere over og få nye perspektiver på deres kommunikation omkring risiko. 

Ph.d.-afhandlingen ”Managing high risk at first trimester prenatal screening” blev forsvaret fredag den 27. februar 2015. 

Hent ph.d.-afhandling her:www.cfk.rm.dk/aktuelt/nyheder/cfkvisnyheder?visNyhed=143109


Fakta 

  • 93 procent af de gravide vælger at blive screenet for kromosomafvigelser 
  • 5 procent heraf får besked om at deres foster er i forhøjet risiko 
  • 5-10 procent af disse gravide får efter yderligere undersøgelser besked om, at deres foster har en kromosomafvigelse

Flere oplysninger 

  • Ph.d.-studerende, antropolog Stina Lou CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Health, Aarhus Universitet Tlf.: 7841 4364, mobil: 22762629 
    Stina.Lou@stab.rm.dk



opdateret: 02-03-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde