Patienter beskriver gevinster ved telemedicin som øget tryghed og frihed til at passe andre gøremål i hverdagen. /Modelfoto, Tonny Foghmar, Region Midtjylland: Gravid kvinde med hjemmemonitorering (Klik på billedet for stor opløsning)

08.09.2015

Patienter oplever telemedicin som trygt og godt, og der kan være penge at spare for hospitalerne for nogle patientgrupper, hvis personalets arbejdsgange bliver tilpasset de nye muligheder. Det viser evalueringen af det første store danske forsøg, som Region Midtjylland og Region Hovedstaden står bag.

Resultaterne bekræfter at sundhedsfaglige ydelser over afstand, typisk via en internetforbindelse mellem patientens hjem og et hospital, kan give større tilfredshed. Mens patienterne beskriver gevinsterne som øget tryghed og frihed til at passe andre gøremål i hverdagen, har sundhedspersonalet oplevet nye muligheder for at ”fange” problemer i opløbet.

Økonomiske gevinster

De to største regioner, Region Midtjylland og Region Hovedstaden, er drivkræfterne bag den første danske afprøvning af telemedicin i stor skala.

Delprojekterne om telemedicin til gravide med svangerskabsforgiftning og med for tidlig vandafgang viste en væsentlig reduktion i omkostningerne. Gevinsten hænger sammen med at særligt gravide med for tidlig vandafgang undgik at blive indlagt eller kun var indlagt i kort tid, fordi de selv kunne håndtere nødvendige målinger derhjemme efterfulgt af dialog med hospitalet.

Forsøget viste også at der, udover mere tilfredshed, var økonomiske gevinster forbundet med intensiv telemedicinsk kontrol af sukkersygepatienter med type 1 diabetes.

Patienterne er glade

Telemedicin har ofte svært ved at vise et økonomisk potentiale, fordi arbejdsgangene typisk er nye og endnu ikke indarbejdet i vanlig praksis. Til gengæld viser evalueringen, at patienterne er meget tilfredse med telemedicin og at det løfter behandlingskvaliteten.

- Det giver altså ikke mening udelukkende at spørge, om telemedicin i sig selv er en god forretning, da det er teknologier, som kan anvendes indenfor vidt forskellige behandlingsområder, forklarer Torben Mogensen, Vicedirektør på Hvidovre Hospital.

Smarte arbejdsgange giver god økonomi

- Det er en afgørende pointe, at telemedicin ikke bare skal lægges oven i det, vi gør i forvejen. Arbejdsgangene skal tænkes igennem og ændres, ligesom vi har gjort med det succesfulde delprojekt om telemedicin til gravide med komplikationer, siger Britta Ravn, fra Region Midtjyllands Center for Telemedicin.

De øvrige delprojekter har ikke vist samme potentiale for besparelser, men også her har borgerne oplevet stor tryghed, større indsigt i eget helbred, øget livskvalitet og handlefrihed, for eksempel hos patienterne med lungesygdommen KOL.

Fælles indsats med resultater

Det tætte tværregionale samarbejde i projektet, som også omfatter et tæt samarbejde med Telecare Nord i Region Nordjylland, har skabt et solidt teknisk fundament for fremtidens telemedicin.

Fakta

  • ”Klinisk Integreret Hjemmemonitering”, (KIH) omfatter 1.126 patienter fra 2012-14 og består af fem kliniske delprojekter:
    • Gravide med komplikationer (Region Midtjylland)
    • Patienter med diabetes (Region Midtjylland)
    • Gravide uden komplikationer, Min eGraviditet (Region Hovedstaden)
    • Patienter med lungesygdommen KOL, NetKOL (Region Hovedstaden)
    • Patienter med tarmsygdomme, eGastro (Region Hovedstaden)
  • De tekniske løsninger er udviklet i samarbejde med TeleCare Nord projektet i Region Nordjylland og private leverandører.
  • Fonden for velfærdsteknologi har støttet projektet med 33,4 mio. kr. Derudover har, Region Midtjylland og Region Hovedstaden samt MedCom (programleder) bidraget med væsentlig medfinansiering. Det samlede budget var 65,8 mio. kr.
  • Læs mere om projektet og find folder samt rapporter på:
  • Evalueringen er gennemført af CAST ved Syddansk Universitet og Socialstyrelsen.

Foto

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Flere oplysninger

  • Enhedschef Claus Balslev, Region Hovedstaden, Center for It, Medico og Telefoni (CIMT): 6168 9600 / claus.balslev@regionh.dk
  • Centerleder Britta Ravn, Center for Telemedicin, Region Midtjylland: 2342 6734 / Britta.ravn@stab.rm.dk