Fortsat trombolyse på Aarhus Universitetshospital og Hospitalsenheden Vest, fortsat tre neurologiske afdelinger i Region Midtjylland, samling af specialiseret neurorehabilitering på Hospitalsenhed Midt inklusiv neurorehabiliteringssengene i Lemvig samt gennemgang af neurologien inklusiv neurorehabilitering i Region Midtjylland.

Neurologi er det medicinske speciale, som beskæftiger sig med hjernen og nervesystemets sygdomme. Der er i dag tre neurologiske afdelinger i Region Midtjylland – placeret på Aarhus Universitetshospital, Hospitalsenhed Midt (RH Viborg) og Hospitalsenheden Vest (RH Holstebro).
Hospitalsbaseret genoptræning (neurorehabilitering) efter en erhvervet hjerne- eller en rygmarvsskade hører under neurologi. Hospitalsbaseret genoptræning efter en erhvervet hjerneskade tilbydes på såvel hovedfunktions-, regionsfunktions- og højtspecialiseret niveau. Neurorehabilitering af en erhvervet hjerneskade på hovedfunktionsniveau tilbydes på alle hospitaler. Neurorehabilitering på regionsfunktionsniveau varetages i dag på Regionshospitalet Hammel Neurocenter (RHN), Regionshospitalet Skive (RH Skive), Regionshospitalet Lemvig (RH Lemvig) og Regionshospitalet Holstebro (RH Holstebro). RH Skive hører organisatorisk med til RHN, mens RH Lemvig hører under Neurologisk afdeling på RH Holstebro. Al højtspecialiseret neurorehabilitering efter en erhvervet hjerneskade foregår på RHN. Neurorehabilitering af mennesker med lammelser efter rygmarvsskader er en højtspecialiseret funktion, der varetages på Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Centret er en del af Neurologisk Afdeling på RH Viborg.

Det neurologiske speciale er generelt udfordret på overholdelse af udrednings- og behandlingsretten som følge af mangel på speciallæger. Samtidig er der mange nye muligheder for behandling og erfaring for at en tidlig indsats i forhold til genoptræning har betydning for hvor godt og hvor hurtigt patienter kommer sig.
Det foreslås at der laves en faglig og kapacitetsmæssig gennemgang af neurologien og neurorehabiliteringsområdet med henblik på at finde en arbejdsdeling på området, der i højere grad understøtter effektiv drift, gode patientforløb og et godt patientflow og som styrker de faglige miljøer, så det bliver nemmere at tiltrække og fastholde læger på området.

Præmisser for gennemgangen af neurologien

I forhold til gennemgangen af neurologien forudsættes det at den overordnede struktur med tre selvstændige neurologiske afdelinger bevares og at den akutte behandling af patienter med apopleksi (trombolyse) også fremadrettet varetages på Aarhus Universitetshospital og på Hospitalsenheden Vest. Gennemgangen skal munde ud i en beskrivelse af en arbejdsdeling, der sikrer at de nuværende neurologiske afdelinger fortsat er fagligt bæredygtige. Gennemgangen skal omfatte aktivitet, liggetid og arbejdsdeling med henblik på at skabe mere effektiv drift, herunder kortere liggetid og et bedre patientflow.

Præmisser for gennemgangen af neurorehabiliteringsområdet

Gennemgangen af neurorehabiliteringsområdet omfatter både neurorehabilitering på specialiseret niveau og hovedfunktionsniveauet og skal se på muligheden for at sikre en bedre lægedækning så genoptræningen kan igangsættes hurtigere og det samlede forløb afkortes. Dette vil ligeledes mindske behovet for transport til undersøgelser og behandling under forløbet. Gennemgangen skal generelt se på muligheden for at mindske antallet af overgange i patientforløbene og skal specifikt se på en hensigtsmæssig organisering af hovedfunktionssengene på neurorehabiliteringsområdet.

Denne del af gennemgangen skal også omfatte aktivitet, liggetid og arbejdsdeling med henblik på at skabe mere effektiv drift, herunder kortere liggetid og et bedre patientflow. Der skal også ses på opgaveoverdragelse fra læger til sygeplejersker og terapeuter, hvor det er fagligt muligt.

Som led i forslaget samles al specialiseret neurorehabilitering på Hospitalsenhed Midt, idet neurorehabiliteringssengene på Regionshospitalet Lemvig, der organisatorisk hører med til Neurologisk afdeling på Hospitalsenheden Vest, flyttes til Hospitalsenhed Midt. Som led i forslaget flyttes de 4 neurorehabiliteringssenge på regionsfunktionsniveau, der i dag er på Neurologisk afdeling på Regionshospitalet Holstebro til Regionshospitalet Lemvig, hvor der i dag er 9 senge på regionsfunktionsniveau. De 6 senge på hovedfunktionsniveau på Regionshospitalet Lemvig flyttes til Regionshospitalet Holstebro/Gødstrup, således at der også fremover er 6 senge til neurorehabilitering på hovedfunktionsniveau i Hospitalsenheden Vest svarende til det antal, der ses på Regionshospitalet Randers og Horsens. Hospitalsenhed Midt tilføres således i alt 13 neurorehabiliteringssenge på regionsfunktionsniveau. Tilførslen af en væsentlig aktivitet på regionsfunktionsniveau til Hospitalsenhed Midt understøtter enhedens rolle som et kraftcenter for neurorehabilitering med aktiviteter på henholdsvis Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Regionshospitalet Skive (der organisatorisk hører under Regionshospitalet Hammel Neurocenter), Regionshospitalet Lemvig og Vestdansk Center for Rygmarvsskadede.

Som led i gennemgangen skal de bygningsmæssige forudsætninger herunder eventuelle anlægsøkonomiske konsekvenser belyses. 

Gennemgangen og dermed udmøntningen af den samlede besparelse fordelt på matrikler vil blive forelagt til konkret beslutning i Regionsrådet medio 2019.

Konsekvenser

Det forventes, at en gennemgang af neurologiområdet vil kunne genere en besparelse på ca. 10 mio. kr. fra 2020 og frem. Beløbet svarer til knap 1,3 % af områdets direkte udgifter. Neurorehabiliteringssengene på hovedfunktionsniveau er inkluderet i beregningen. Neurorehabilitering på hovedfunktionsniveau varetages på alle hospitaler.

Besparelsen forventes fundet ved ændret arbejdsdeling og en effektivisering inden for neurologi og neurorehabilitering.

Forslaget forventes ikke at medføre anlægsudgifter.