Baggrunden for beslutningen
Region Midtjylland har siden Strukturreformens ikrafttræden arbejdet med planer på det somatiske og psykiatriske område for patientbehandlingen i regionen. Afledt heraf blev det i Akutplanen 2007 besluttet, at regionen skal have fem akutmodtagelser, som i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger hver har et befolkningsgrundlag på 200.000 indbyggere. For at nå i mål med Akutplanen er det vigtigt, at der gennemføres anlægsprojekter, der stemmer overens med målsætningerne i Akutplanen.

Nyt hospital ved Gødstrup
I forhold til anlægsprojekter i Vestjylland har det været på tale, om der skal udføres nyt sygehusbyggeri i Vestjylland, eller om eksisterende kapacitet på Regionshospitalet Herning skal udbygges. Regionens Forretningsudvalg sendte den 13. maj 2008 COWI's rapport "Nyt hospital i Vestjylland - beslutningsgrundlag" i høring. Der kom i alt 56 høringssvar fra borgere, kommuner, sundhedsfagligt personale samt diverse organisationer og borgergrupper. På baggrund heraf besluttede Regionsrådet på dets møde den 18. juni 2008, at regionen opfører et nyt sygehus beliggende ved Gødstrup nær Herning.

Kvalitetsfondsmidlerne
I august 2008 indsendte Region Midtjylland en ansøgning til regeringens ekspertpanel vedrørende anlægsprojekter på hospitalsområdet. I forhold til nyt hospital ved Gødstrup meddelte regeringen Region Midtjylland, at projektet kunne indgå i en før-screeningsproces, og at projektet således kunne få en foreløbig "før-screening" i 2009.

Den 6. oktober 2009 skrev ekspertpanelet til Region Midtjylland, "at det fremsendte projekt med nybyggeri i Gødstrup på det foreliggende grundlag vurderes i overensstemmelse med en moderne sygehusstruktur og de fastlagte principper.

Finansloven 2010
I Finansloven for 2010 er Det nye hospital i Gødstrup ligeledes nævnt: "På baggrund af Regionsrådets sygehusplan og efter vurdering i regeringens ekspertpanel vedrørende fremtidens sygehusstruktur har regeringen udmeldt og Dansk Folkeparti konstateret, at et nyt sygehus i Gødstrup indgår i den samlede, fremtidige sygehusstruktur i Danmark."

På baggrund heraf vedtog Regionsrådet den 26. maj 2010 en plan for akutbetjeningen i Nordvestjylland, som ligger i forlængelse af regionens akutplan.

Indstilling fra ekspertpanelet
Den 17. november 2010 offentliggjorde Indenrigs-og Sundhedsministeriet, at regeringens ekspertpanel havde indstillet fordelingen af de resterende midler fra Kvalitetsfonden. Det nye hospital i Vestjylland blev i alt tildelt 3,15 mia. kr., hvilket er knap én milliard mindre end det ansøgte fra regionen.

Du kan læse mere om regionens pressemeddelelse efter ekspertpanelets indstilling samt kommentarer fra Bent Hansen i linket til højre.

I kolonnen til højre kan du finde link til blandt andet Akutplanen 2007, COWI's rapport og Det nye hospital i Gødstrups hjemmeside.