Specialeplanlægning handler om hvilke specialfunktioner, de enkelte hospitaler må varetage. 

Det grundlæggende princip for specialeplanen er: ”Øvelse gør mester”.
Generelt gælder det, at jo sværere en behandling er, jo færre patienter, der har brug for behandlingen, og jo dyrere behandlingen er, desto mere specialiseret vil funktionen være.

Specialeplanen er i sidste ende fastlagt af Sundhedsstyrelsen, der både fastsætter hvilke krav, der skal være opfyldt for at et hospital kan varetage en specialfunktion, og bestemmer hvor de enkelte funktioner skal placeres. Men inden da er der en grundig dialog med regionerne og de lægefaglige selskaber.

Specialeplanen består af en specialevejledning for hvert af de 36 specialer. Der er i specialeplanen fra 2010 omkring 1.125 specialfunktioner, der dækker ca. 10 pct. af hospitalernes samlede undersøgelser og behandlinger.

Løbende vurdering
Når specialeplanen er fastlagt, bliver den regelmæssigt gennemgået, for at sikre, at den følger med udviklingen. Eventuelle uhensigtsmæssigheder bliver vurderet og justeret. Den fungerende specialeplan er fra 2010, og arbejdet med den nye specialeplan gik for alvor i gang i januar 2014.

Som et led i arbejdet med at sikre en opdateret specialeplan, skal regioner og private hospitaler hvert år give en statusrapport til Sundhedsstyrelsen, hvor de gør rede for, om de overholder kravene i specialeplanen: Er der eksempelvis fortsat det antal læger til stede, som er krævet for at have funktionen, er der et tilstrækkeligt antal behandlinger pr. læge til at opretholde ”øvelsen” og er der en tilstrækkelig kvalitet i de understøttende funktioner som specialuddannede sygeplejersker, intensiv kapacitet, diagnostiske undersøgelsesmuligheder etc.