Boligen
Der er 11 patientstuer med eget badeværelse på hver ialt 44m2. Stuerne er møbleret med bl.a. plejeseng, otiumstol, et lille spisebord og en sovesofa. Desuden er der TV/dvd, musikanlæg samt trådløs internetadgang. Der er udgang til egen overdækket terrasse og udsigt til grønne områder. Stuerne er organiseret omkring to atruimgårde, som er forbundet ved en mellembygning. Mod atriumgårdene findes fordelingsarealer og wellnessrum. Desuden er der fælles dagligstuer, spisestue, pårørendekøkken og to gæsteværelser.

Du er velkommen til at sætte dit personlige præg på din stue. Der kan dog være visse begrænsninger af hensyn til personalets arbejdsbetingelser. 

Det kan du tage med 
Du skal medbringe eget tøj og toiletartikler. Håndklæder og sengelinned forefindes, men du er velkommen til at medbringe dit eget. Personalet kan være behjælpelig med tøjvask.

Hvis du har egne hjælpemidler - eksempelvis kørestol eller rollator - skal du medbringe disse.

Mad
Måltiderne kan indtages i vores fælles spisestue eller på stuen. Dine pårørende er også velkomne til at tage dine livretter med eller tilberede dem i pårørendekøkkenet. Vi har en fryser med et udvalg af småretter.

Der er mulighed for som pårørende og gæster at bestille enkelte måltider. Forplejning skal som hovedregel bestilles senest kl. 8 samme dag som måltidet ønskes.

Rygning
Hospice Søholm er røgfrit udendørs og indendørs, dog må der ryges udenfor på terrassen ved patientstuen og ved gæsteværelserne – vis venligst hensyn.

Askebæger udleveres ved henvendelse til personalet.

Hvis en patient ønsker at ryge skal han/hun selv kunne klare alt omkring rygningen. Såfremt der ønskes hjælp fra personalet, kan dette kun imødekommes, hvis personalet har den fornødne tid hertil. Vi kan ikke tilbyde at køre sengen ud på terrassen, hvis formålet er rygning.

Det er personalets vurdering om der skal anvendes rygeforklæde.

Vi vil gerne hjælpe patienter med rygestopmidler som nikotinplaster, -tyggegummi, -inhalator eller hvad, der passer den enkelte bedst.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen sidestilles E-cigaretter med cigaretter, hvorfor der gælder de samme regler for anvendelse af disse.

Velkomstpjece til patienter og pårørende ved indlæggelse på Hospice Søholm